Da Havhingsten blev søsat for en uge siden sendte TV2 News live fra begivenheden. Om aftenen kunne tv-seerne følge skibets vej tilbage i fjorden i DR’s TV-Avisen og på TV2 Nyhederne.
Dagen inden havde Morgenavisen Jyllands-Posten en stort opsat artikel i avisens kultursektion. Og de lokale aviser i Roskilde har den seneste tid brugt mange spaltemillimeter på byens flydende stolthed og det største eksperimental-arkæologiske projekt nogensinde.
Men mediernes begejstring rækker langt uden for landets grænser.
En nyhed i Slovenien
Det er bestemt ikke hver dag, at Danmark er leveringsdygtig i en nyhed, der går verden rundt. Og når det sker, har det på det seneste været 12 tegninger i en avis eller rydningen af et ungdomshus, som har påkaldt sig verdenspressens opmærksomhed.
Men Havhingsten går rent ind.
De seneste uger har historien om søsætningen af Havhingsten og den forestående sejlads til Dublin stået at læse i medier så forskellige steder som Færøerne, Polen, Sverige, Østrig og Slovenien – for bare at nævne fem.
Internationalt opbud på vej
Og når Vikingeskibsmuseet søndag den 6. maj slår dørene op til en international pressekonference, for projekt ’Fuldblod på havet’ – titlen på Havhingstens forsøgssejlads til Dublin – så vil det vrimle med journalister fra hele verden.
Allerede nu har 15 medier fra Europa og Nordamerika tilmeldt sig og hver dag kommer nye til.
”Vi vidste jo godt, at Havhingsten er en god historie. Da skibet blev søsat i 2004, fulgte 52 mio. tv-seere fra hele verden med i begivenheden, så vi har prøvet heftig international presseomtale før på Vikingeskibsmuseet. Alligevel er vi blevet blæst omkuld af den gigantiske interesse for Havhingstens togt til Irland. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor voldsomt det kan blive, når togtet går i gang 1. juli,” siger leder af projektet, Preben Rather Sørensen.
To fyldte følgeskibe
”Ved pressekonferencen 6. maj sejler vi en kort tur ud i fjorden til ære for pressen. Nu er pladsen på Havhingsten jo trang, så vi kan højst have 20 journalister om bord på skibet. Men vi planlægger at have to følgeskibe med ud i fjorden – og vi er ret sikre på, at de bliver fyldt til bristepunktet,” fortæller Preben Rather Sørensen.
Vikingeskibsmuseet regner foreløbig med at 40 danske og internationale medier er på plads ved pressekonferencen den 6. maj. Et af medierne vil være det ansete historiske magasin ’The Smithsonian’, som sender en journalist fra Washington D.C. i USA.
Vikingeskibsmuseet præsenterer om kort tid den hjemmeside, som vil gøre det muligt for hele verden via Internet at følge togtet ned i mindste detalje døgnet rundt. Stort set alt hvad der foregår i og omkring skibet vil blive beskrevet og interessante vikinge-lokaliteter langs ruten vil blive omtalt og forklaret.