Havhingsten er søsat

Foto: Werner Karrasch
Havhingsten er tilbage, hvor den rettelig hører hjemme. Foto: Werner Karrasch
2007-04-15

For rullende tv-kameraer kom Havhingsten lørdag lidt over middag tilbage i sit rette element.

Med en helikopter fra TV2 News svirrende hen over Vikingeskibsmuseet og to tv-hold fra DR og TV2 til at dække begivenheden på jorden gled Havhingsten langsomt tilbage i Roskilde Fjord.

Dermed er skib og besætning for alvor i gang med at gøre de sidste mange detaljer klar til den historiske sejlads til Dublin.

Frem mod afsejling søndag den 1. juli er fokus især rettet mod sikkerheden om bord. Alle gaster skal gennemgå sikkerhedskursus og senere vil der blive afholdt en større evakueringsøvelse ude i fjorden. Ved den lejlighed vil besætningen træne, hvordan den skal forlade skibet hurtigt og effektivt i tilfælde af forlis.

Der venter også skib og besætning et par træningssejladser, hvor rutinerne lært under de tidligere års øvelsessejladser skal genoplives og de sidste detaljer og finjusteringer skal på plads.

Vi er næsten i mål

"Skibet er så godt som klart, der mangler blot nogle få forstærkninger og forbedringer, så er det klart til den strabadserende rejse over Nordsøen og ud i Atlanterhavet. Besætningen er også på plads. Nu mangler vi sådan set kun det vigtigste; at træne sikkerhed i det udstyr, som er blevet valgt til sejladsen," fortæller projektleder Preben Rather Sørensen.

"Sikkerhedskurset finder sted i maj og der vil vi træne de forskellige rutiner for evakuering af skibet, i fald vi kommer ud for en ulykke. Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at minimere risikoen for uheld, men at sejle en åben båd ud i de farvande, vi skal sejle igennem, vil uundgåeligt være farefuldt. Derfor er det så vigtigt, at vi har topmoderne sikkerhedsudstyr om bord. Og derfor er det så vigtigt, at vi træner sikkerhed, indtil ingen om bord længere er i tvivl om, hvad han og hun skal gøre, hvis situationen opstår".

Den bedste besætning

På en smuk forårsdag i april ved den fredfyldte Roskilde Fjord kan det være svært at forestille sig dramatisk uvejr eller en krisesituation.

"Men det er godt sømandskab altid og forberede sig på det værst tænkelige. Og så er det godt sømandskab at stå til søs velforberedt. Og der findes vel næppe nogen bedre vikingeskibs-besætning end den om bord på Havhingsten. Flertallet har været med om bord siden skibet blev søsat i 2004. Så der er mange, mange timers erfaring med på skibet," lyder det fra Preben Rather Sørensen.


Oprettet af Henrik Kastoft