Et vikingeskib som Havhingsten fra Glendalough er bygget som en meget let konstruktion i forhold til sin længde.
En del af vikingernes hemmelighed bag de lette konstruktioner er, at skroget er uhyre fleksibelt og så at sige arbejder med bølgerne i stedet for at hugge sig igennem dem.
På sommerens togt til Norge kunne besætningen flere gange observere skibets fleksibilitet ved selvsyn. I de 3-4 meter høje bølger i Skagerrak og vinden ind agten for tværs bugtede skibet sig som en slange gennem vandet.
For løs i enderne
Men alting med måde. Selv om fleksibiliteten er med til at give Havhingsten sin styrke og sejhed, så kan det alligevel blive for meget af det gode.
Det blev det i sommer, hvor skibet vrikkede så livligt i enderne – for og agter – at trænagler begyndte at arbejde sig ud flere steder i skibet og jævnligt måtte bankes på plads af skibets bådebyggere.
Derfor har Vikingeskibsmuseets bådebyggere i forbindelse med forårsklargøringen af skibet monteret solide egetræsplanker for og agter for at stive skibet af. Midtskibs er der til gengæld ingen problemer, da kølsvinet – det store stykke tømmer, som holder masten på plads – stabiliserer skibet på midten.
Ingen hjælp fra originalen
Desværre har bådebyggerne på Vikingeskibsmuseet ikke kunnet gå over i udstillingshallen og studere, hvordan vikingerne i sin tid stivede Havhingsten af. For netop den del af det originale skib – Skuldelev 2 – blev aldrig fundet, da skibet i 1960’erne blev udgravet på bunden af Roskilde Fjord.
Derfor har bådebyggerne foreløbig forsøgt sig med at montere solide planker af egetræ på langs af skibet i højde med dørken.
Ikke nødvendigvis et forsøg som vil vække udelt begejstring blandt besætningen, som i forskibet og agterskibet bruger dørken til at sove på, når der er frivagt.
