"Det er ikke ligesom at være i Thyborøn" bemærker et af Havhingstens bådelaugsmedlemmer, efter turen gennem Berlins centrum søndag den 6. september.
Berlin, Thyborøn og andre byer Havhingsten har besøgt på sine rejser, har det til fælles, at interessen for skibet er stor og tilskuerne står i kø for at komme om bord og få historier fra skibets sejladser.
I Berlin er det dog alligevel anderledes. I Tyskland pulserende hovedstad er Havhingsten et af mange indslag i rækken af events, optog og demonstrationer, der foregår side om side over alt i byen. Berlinerne oplever lidt af hvert og er meget svære at imponere. Trods det er interessen forHavhingsten fra både berlinere og medier over al forventning.
Mere end 90 medier har skrevet om eller bragt indslag fra Havhingstens tur gennem Berlin og nyheden nåede også ZDF's 'Heute', der Tysklands mest sete TV-nyheder.
'Der Spiegel' har foruden artikler også lavet web-tv om turen på Spree.
Læs artikler og se TV-indslag
Spiegel, Die Welt og Focus er bland de medier, der har dækket historien. Berliner Morgenpost skrev blandt andet: "Synet var lige så mærkeligt, som det var spektakulært, da vikingeskibet "Havhingsten fra Glendalough" lørdag gik gennem midten af Berlin - skibet kan nu ses tæt ved Rigsdagen".
Det er nemt at finde flere indslag om turen gennem Berlin. Søg på 'Seehengst', 'Spree', og evt. 'Reuters', så dukker der mange sider op - god jagt!
Fakta om Havhingstens besøg i Berlin
Havhingsten er på besøg i Berlin for at skabe opmærksomhed omkring åbningen af Vikingeudstilling 'Die Wikinger', der er er skabt i et samarbejde mellem Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin, British Museum i London og Nationalmuseet i København.
Vikingeskibsmuseet viser i forlængelse af 'Die Wikinger' udstillingen 'Schiffe der Wikinger', der tager udgangspunkt i fundet af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord og de mere end 50 års arbejde med at bygge og sejle rekonstruktioner af vikingeskibe. I udstillingen skal der bygges en rekonstruktion af en mindre båd fra vikingetiden. Begge udstillinger vises i udstillingsstedet Martin-Gropius-Bau i Berlin fra 10. september 2014 til 4. januar 2015.
Udstillingerne åbnes den 9. september af Hendes Majestæt Dronningen og Tysklands Forbundspræsident, Joachim Gauck, der sammen også besøger Havhingsten. Dronningen var 'gudmor' ved Havhingstens søsætning i 2004 og har siden sejlet med skibet flere gange, senest i 2012. Dronningen og Forbundspræsidenten modtages af Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen og Skipper Carsten Hvid.
Havhingsten holder åbent skib ud for adressen ’Schiffbauerdamm 19’ fra den 7. – 14. september dagligt kl. 10.00 – 19.00, dog ikke tirsdag den 9. september, hvor skibet er lukket for publikum fra kl. ca. 13.00 i forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens og Tysklands Forbundspræsident, Joachim Gaucks besøg på skibet.