Lowestoft var i dag fra klokken 13 engelsk tid et sydende inferno af flere hundrede tusinde mennesker med alskens gøgl på jorden og England største fly-show i luften.
Placeret i centrum for i virakken ligger Havhingsten stadig på 7. døgn i marinaen tilhørende den meget gamle og fine The Royal Norfolk & Suffolk Yacht Club. Vikingeskibsmuseets sejlende stolthed venter stadig på, at vinden skal vende, så forsøgsrejsen kan nå sit mål i Roskilde den 9. august.
I nogle timer fik den efterhånden noget utålmodige besætning dog adspredelse i den helt store stil sammen med Hr. og Fru England og deres børn. De kombinerede en dejlig dag ved stranden med luftakrobatik og jagerfly i svimlende loops og frie fald, redningsøvelser med den engelske udgave af Søværnets Operative Kommando med afhentning af mand i vandet og landsætning af redningsfolk på båd. Der til kom et utal af veteranmaskiner, store maskiner, små maskiner og mindre helikoptere. De fleste holdt opvisning med halsbrækkende manøvrer, og de holdt luftrummet over Lowestofts vidstrakte strande stærkt optaget hele eftermiddagen. Ballet blev lukket af de verdensberømte The Red Arrows fra the Royal Air Force, som gjorde ting med deres flyvende maskiner, som nærmest var imod naturens orden - inklusiv en række simulerede luftkampe.
Det er en lokal organisation af frivillige og den lokale kommune, som står bag Lowestoft Seafront Air Festival, som i hvert fald af de lokale taxa-chauffører betegnes som Englands største – 500.000 tilskuere. At dømme efter folkemængderne på stranden, skal det nu nok passe. Luftakrobatikken fortsætter i morgen og festivalen er en betydningsfuld økonomisk indsprøjtning til byen. Den var tidligere en betydende by med en meget stor Nordsø-fiskerflåde. Men lige som de danske kolleger, har man måtte indskrænke til næsten ingenting, så også her er fiskeriet nu stort set næsten forsvundet.
I dag satser Lowestoft hårdt på at udvikle sommerturismen, og byen har da også kilometerlange, brede, hvide sandstrande både nord og syd for havnen. Lowestoft har et utal af overnatningsmuligheder. B & B-skiltene langs havet hænger tæt på villaerne og rækkehusene.
Arkiveret
Havhingsten under flyangreb
Udgivet: 24/07-2008
Arkiveret: 31/12-2008
Arkiveret: 31/12-2008
Op mod en halv million tilskuere torsdag-fredag til Englands største fly-show i Lowestoft. Luftkampe over skibet
Oprettet af Lars Normann