Hjerteblod

Jubilæumsudstillingen beretter om 50 år med vikingernes skibe gennem bl. a. fotos og film fra Vikingeskibsmuseets omfattende arkiv. Foto: Werner Karrasch
Jubilæumsudstillingen beretter om 50 år med vikingernes skibe gennem bl. a. fotos og film fra Vikingeskibsmuseets omfattende arkiv. Foto: Werner Karrasch
2012-05-30

Vikingeskibsmuseet har åbnet jubilæumsudstillingen 'Hjerteblod - 50 år med vikingernes skibe'.

Udstillingen markerer 50-året for udgravningen af de fem vikingeskibe i Roskilde Fjord, der blev grundlaget for museets eksistens og skabte drømmen om udforskning og formidling af vikingetidens maritime kultur.

50 års passioneret arbejde

Museumsgæsterne inviteres med på en rejse gennem 50 års passioneret arbejde med vikingernes skibe - fra de hektiske uger i sommeren 1962, hvor de fem skibe dukkede frem under flere lag af dynd og muslingeskaller til i dag, hvor en flåde af rekonstruerede vikingeskibe ligger i museumshavnen eller sejler på togter i vikingernes kølvand.
“Vi har taget udgangspunkt i de drømme og den begejstring, der har formet museet siden fundet af Skuldelevskibene. Vi inviterer til et møde med vores hjerteblod, som forhåbentlig kommer til at smitte museumsgæsterne” fortæller museumsinspektør Louise K. Henriksen.

Fotos, lydinstallationer og genstande

Udstillingens centrale medie er fotografiet. De mange fotos tager publikum tilbage i tiden og ned i udgravningen. De viser den komplicerede konservering og rekonstruktion af fundet, og går tæt på deltaljerne i bådebyggerhåndværket. Fotografierne suppleres af film og lydinstallationer samt dele fra fundet, som ikke tidligere har været udstillet. Lyden af øksehug og duften af tjære ledsager historiske presseklip, byggetegninger og skibsmodeller. Film fra sejladser genskaber stemningen fra livet om bord, og rummet fyldes af stemmer, der fortæller om skelsættende begivenheder, udfordringer og opdagelser.

Kik bag kulissen

Publikum kan prøve kræfter med at optegne skibsdele på folie og samle en rekonstruktionsmodel.
“På Vikingeskibsmuseet har vi flyttet forskningen ud på værftet og ud på vandet, og samspillet mellem forskere, håndværkere og sejlere har dannet grundlag for et særligt arbejdsmiljø. Med udstillingen vil vi gerne give et kik bag kulissen og vise, hvordan vi arbejder med skibene - fra den historiske udgravning i 1962 til mere end 20 års rekonstruktion og sejlads” afslutter museumsinspektør, Louise K. Henriksen

Udstillingen fortsætter på museets hjemmeside. Her er det bl. a. muligt at læse artikler af internationale vikingetidsforskere om fundets betydning for vores viden om vikingetiden samt underholdende fortællinger fra folk, der har en særlig oplevelse med fundet af Skuldelevskibene.

I gennem året vil flere begivenheder markere 50-års jubilæet, heriblandt Havhingstens togt i det danske sommerland fra den 8. – 28. juli samt 'Vand, Vind og Vikinger' festivalen på museet i weekenden den 28. – 29. juli, hvor vi også fejrer Havhingstens hjemkomst.

 

 


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen