I år arbejder vi videre med rekonstruktionen af det lille krigsskib fra den sidste del af vikingetiden - Skuldelev 5, der kan ses inde i Vikingeskibshallen.
Byggeprocessen foregår udendørs, hvor lydene fra bådebyggernes præcise øksehug og klinkning af skibsnagler kan høres over hele Museumsøen. De genskabte vikingeskibe er rekonstruktioner af de originale vikingeskibe, der er udstillet i Vikingeskibshallen, og i løbet af rundvisningen hører man både om, hvilken rolle skibene spillede i vikingetiden, og hvordan vi bruger de genskabte skibe i dag.
Når vi bygger og sejler de genskabte vikingeskibe, får museet ny viden om, hvilken betydning skibene havde for samfundets udvikling i løbet af den periode, vi kalder for vikingetiden, og de dramatiske hændelser, der karakteriserer denne periode.
Det var skibene, der gjorde det skandinaviske folk i stand til at sætte varige aftryk på den europæiske historie og for altid forandrede vikingerne verden med deres skibe.
Hvor mange jernnagler skal der bruges til et vikingeskib? Hvordan lavede man plankerne til skibene? Hvilke typer værktøj blev brugt af håndværkerne for 1000 år siden? Og hvor mange træer skal der bruges til at bygge et skib?
Det kunne være nogle af de spørgsmål, I får svar på, når I tager med på de daglige værftsrundvisninger kl. 12:00 og kl. 14:30. Kom med på en spændende rundvisning, der foregår på Vikingeskibsmuseets store udendørs udstillingsområde, og få spændende fortællinger om de vikingeskibe, som er bygget på Vikingeskibsmuseet og kan opleves i museets havn.
Fakta om rundvisning
Hvornår: Hver dag
Tid: 12.00 og 14.30
Hvor: Bådeværftet på Museumsøen