”Lad gå det hele”

Havhingsten på vej ind over Collins Barracks, National Museum of Ireland 17. august 2007. Den 30. maj går det den anden vej, når Havhingsten igen skal have vand omkring kølen. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet
Havhingsten på vej ind over Collins Barracks, National Museum of Ireland 17. august 2007. Den 30. maj går det den anden vej, når Havhingsten igen skal have vand omkring kølen. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet
2008-04-29

Efter en vinterparkeringsplads af de mere eksklusive på det Irske Nationalmuseum midt i Dublin, skal verdens største vikingeskibs-rekonstuktion ”Havhingsten fra Glendalough” nu fuldføre sin forsøgsrejse Roskilde-Dublin tur/retur.

I dag er der nøjagtig to måneder til afgang for den 60 mand store internationale  besætning. Den danske dominans er stærk og den næsten med garanti våde tur i den åbne vikinge-rekonstruktion begynder i den irske hovedstad den 29. juni.

Ruten er i modsætning til sidste års kurs nord om de britiske øer og Skotland lagt sydover - ned gennem det Irske Hav, rundt om Lands End, op gennem Den Engelske Kanal, tværs over Nordsøen og ind i roligere farvande ved porten til Limfjorden - Thyborøn. Endestationen er som bekendt Roskilde den 9. august – helt sikkert med posen fuld af forskningsmæssigt vigtige marinearkæologiske resultater.

Og så skal der være folkefest. Roskilde Kommune og Vikingeskibsmuseet håber, at 20.000 – 40.000 glade danskere vil tage imod, når Danmarkshistoriens største marinearkæologiske forsøgsprojekt løber kølen på land.

Besøgstallene på det irske museum, hvor Havhingsten har overvintret, har slået alle rekorder, og alt tyder på, at hjemrejsen bliver en international, videnskabelig og folkelig vikingefærd på linje med sidste års succes, hvor mange hundrede millioner kloden over fulgte de 62 gasters kamp mod regn, kulde og en dramatisk sejlads i fem meter store bølger i Det Irske Hav. Alle nåede frem til Dublin i bedste behold.

På hjemrejsen skiftes halvdelen af besætningen ud med friske folk i Sydengland lige før det lange ben over Nordsøen, hvor skipper Carsten Hvid, regner med at sejle nonstop i mindst tre døgn over Nordsøen.

Den 30 meter lange rekonstruktion, som er bygget over et studium af de bevarede dele af det længste skib i de berømte Skuldelevfund fra 1962, er dog ikke alene på sin færd. Et moderne dykker- og kabelskib, Cable One, er via en stor økonomisk donation fra Nordea Danmark - fonden, samt en voldsom velvilje fra ejeren, hyret som medsejlende sikkerhed på hele turen fra Dublin til Thyborøn.

"Vi har haft flere hold i Dublin for at gøre Havhingsten søklar til den 29. juni. Selv skal jeg i næste uge på  research i Sydengland, for at sikre, at de mange havne, som har inviteret os, har den nødvendige plads og de nødvendige faciliteter", fortæller Carsten Hvid.


Oprettet af Lars Normann