Lokalplan, arkæologiske undersøgelser og arbejde med Vikingeskibshallen på vej

Arkitekternes visualisering af den nye udstillingsbygning til de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord. Copyright: KVANT-1;Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Arkitekternes visualisering af den nye udstillingsbygning til de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord. Copyright: KVANT-1;Lundgaard & Tranberg Arkitekter
2024-12-20

Flere store milepæle i arbejdet med det nye Vikingeskibsmuseum går i gang i 2025.

I starten af 2024 fandt vi en vinder af arkitektkonkurrencen.

Vinderne blev Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S, som har udformet planer og visioner for Nyt Vikingeskibsmuseum i samarbejde med Marianne Levinsen Landskab og Christoffer Harlang Architects. Det øvrige rådgiverhold er Aaen Engineering, Niras Engineering og JAC Studios.

I tæt samarbejde med det dygtige hold har Vikingeskibsmuseet det meste af året arbejdet med at forfine planerne for formidlingen og indretningen i den nye udstillingsbygning. 

Ny lokalplan på vej

Før byggeriet af den nye udstillingsbygning til de fem vikingeskibe kan begynde, skal der laves en ny lokalplan. Lokalplanen sætter rammerne for hvad, der må bygges, og hvad området må bruges til. 

Lokalplanen skal behandles to gange i Roskildes byråd. Imellem de to behandlinger, vil der være en offentlig høringsperiode, hvor der også vil blive afholdt et borgermøde. 

Vikingeskibsmuseet forventer, at lokalplanen behandles første gang i januar, og at den offentlige høring kommer til at ligge i løbet af februar og marts.

Arkæologiske og tekniske forundersøgelser

I første del af 2025 vil der blive foretaget flere forundersøgelser forud for byggeriet. Der skal tages flere miljøprøver og ikke mindst skal ROMU i gang med at undersøge området for eventuelle arkæologiske fund. 

ROMU regner med at udføre de arkæologiske forundersøgelser i februar måned.

Selve byggeriet af den nye udstillingsbygning starter først i midten af 2026.

Finansiering og planer for en transformeret Vikingeskibshal

Vikingeskibsmuseet arbejder videre med planerne for den eksisterende vikingeskibshal. 

Når skibene er flyttet ud af Vikingeskibshallen skal den ikoniske bygning transformeres og moderniseres, så den kan få et nyt liv som udstillings- og aktivitetsbygning for museet. 

I den forbindelse har Realdania bevilliget 2 millioner kroner til en analyse, der skal gøre museet klogere på, hvad det kræver at sætte hallen i stand, klimasikre den for fremtiden og hvordan den skal indrettes som et moderne, dynamisk formidlingshus. 

Analysen bliver gennemført i løbet af 2025.