MedlemsNyt 1/2022 for foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner'

Foto af Ole Christiansen
2022-01-04

Kære medlemmer

Med tusinde TAK for trofast opbakning ønsker bestyrelsen alle vore medlemmer et lykkebringende og rigtig GODT NYTÅR.

Vi håber, at vi trods de jo desværre stigende udfordringer med corona-smitten alligevel kan få et nogenlunde normalt foreningsliv i år.

Foredragsprogrammet

Foredragsprogrammet i 2021 var som bekendt kraftigt påvirket af corona-situationen med flere udsættelser. Det lykkedes således kun at gennemføre 3 af de planlagte foredrag på normal måde i biografsalen i Vikingeskibshallen  - og med væsentlig færre deltagende medlemmer end normalt. Herudover gennemførte vi et enkelt foredrag digitalt, hvor kun få medlemmer deltog ”live”, men hvor det også var muligt at ”klikke sig ind” og opleve foredraget på et senere tidspunkt.

Foreningen afholder sædvanligvis 5-6 foredrag om året med emner indenfor Vikingeskibsmuseets arbejdsområder. I forårssæsonen afholdes normalt foredrag i februar og marts og generalforsamling i april, hvortil der også almindeligvis er knyttet et foredrag.

Foredragsprogrammet for indeværende år er pt. under overvejelse ikke mindst i lyset af den øjeblikkelige corona-situation. Programmet vil blive annonceret i et kommende MedlemsNyt, så snart det ligger klart, hvordan vi kan tilrettelægge forårssæsonen mest hensigtsmæssigt.

Generalforsamling

Torsdag den 28. april, kl. 19.30

Der indkaldes til foreningens ordinære generalforsamling torsdag den 28. april 2022, kl. 19.30 i Vikingeskibshallen.

Dagorden med bilag vil i overensstemmelse med foreningsvedtægterne blive udsendt til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.

Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning og medlemsforslag til nye bestyrelsesmedlemmer, skal fremsendes skriftligt/ved mail til formanden senest 1. marts.

I umiddelbar forlængelse af generalforsamlingen opretholder vi vor gode og højt værdsatte tradition, hvor Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen giver en orientering om ”Nyt fra Vikingeskibsmuseet”.

Kontingent

for perioden 1. april 2022 til 31. marts 2023

Vikingeskibsmuseets administration står som bekendt for den løbende administration af foreningens medlemmer og økonomi. Af hensyn til tilrettelæggelsen på museet vil dette års opkrævning blive rykket ca. 3 uger frem. Vi håber på medlemmernes forståelse.

Kontingentet for den kommende periode opkræves som sædvanligt via Betalingsservice eller girokort.

Har man ikke allerede tilmeldt sig til den ”automatiske” kontingentbetaling, kan man gøre det senest 17. januar 2022. Foreningen sparer herved penge og porto på ikke at skulle udsende girokort, og man skal ikke selv huske og have besvær med at få betalt girokortet.

For at tilmelde sig betalingsservice skal man trykke på følgende link ”Tilmelding til betalingsservice”. Man skal bruge sit nem-id for at tilmelde sig og udfylde med sit cpr.nr, reg.nr, konto.nr samt sit kunde.nr, som er det samme som medlemsnummeret på medlemskortet.

Alternativt kan man tilmelde sig gennem sin netbank eller pengeinstitut. Her skal man bruge følgende oplysninger: PBS.nr 8348588, Debitor.nr: 1, Kunde.nr: Medlemsnummeret fra medlemskortet.

Man har altid mulighed for at framelde sin kontingentbetaling via Betalingsservice igen.

Kontingentet er uændret 310 kr. for almindeligt medlemskab og 125 kr. for medlemmer af museets bådelaug.

Betalingsfristen er 11. februar 2022, hvor beløbet også vil blive opkrævet, hvis man har tilmeldt sig Betalingsservice.

Når kontingentet er indbetalt udsendes det nye medlemskort.

På gensyn i foreningen og på Vikingeskibsmuseet.

Venlig hilsen

Ole Christiansen
Formand


Oprettet af Trine Harvøe Kristensen