Den 15 meter lange færøbåd, der søsættes lørdag den 4. maj fra Vikingeskibsmuseets bådeværft er en 'teinæringur' - den største bådtype fra Færøerne - og oversat til dansk betyder det en 'ti-åring' - en båd med 10 årer i hver side. Det er den anden teinæringur, der er bygget på museets værft – og begge er bygget inden for de seneste to år.
Bådene er bygget af bådebygger Hanus Jensen, der er uddannet traditionel bådebygger fra Færøerne, og bådebygger Asger Rørdam, der gennem samarbejdet med Hanus om byggeriet af de to storbåde, har fået et unikt indblik i færøsk bådebygningstradition.
Mesterlære bevarer kulturarven
Teinæringerne er begge bygget på ’klamp’, det vil sige helt uden tegninger og skabeloner. Det er en nordisk byggemetode, der kan spores helt tilbage til før vikingerne byggede deres skibe for 1000 år siden. Bådebyggerne skaber bådens form med udgangspunkt i den tradition båden er bygget i og deres erfaringer fra bygning og sejlads med lignende både
Med blot nogle få, enkle mål, som fastsætter bådens dimensioner, er det op til bådebyggerens kunnen, at sikre at bådens linjer løber harmonisk og resulterer i et fartøj, som fungerer godt for både årer og under sejl. Det er en metode, der et der kræver godt håndværk, masser af erfaring og et skarpt øjemål.
Hanus Jensen er en af de få bådebyggere, der er tilbage i Skandinavien, som kan bygge på klamp og øjemål. I løbet sin læretid hos bådebygger Hjalmar Hátún i Torshavn på Færøerne byggede de sammen 23 færøbåde på to et halvt år, hvorigennem Hanus tillærte sig sin mesters kundskaber. Og netop på sammen måde er det nu Asger Rørdam, der ’står i mesterlære’, trods det, at han allerede er uddannet bådebygger.
I arbejdet med de to store færøbåde har Asger fået indblik i den færøske bådebygningstradition og er dermed med til at holde en håndværkstradition levende.
Lokale bådebyggetraditioner i fælles nordisk perspektiv
Bådebygningstraditionen er en del af de fælles nordiske klinkbygnings tradition, der geografisk dækker hele Norden og tidsmæssigt strækker sig fra vikingetiden til i dag. I mere end 1000 år har båden skaffet mad på bordet, fragtet personer og varer over vand, sikret handel og forbindelse mellem landsdele. De nordiske klinkbyggede både er derfor en vigtig del af vores fælles nordiske kulturarv.
I løbet af de sidste 50 år er der sket et skift i brugen af den klinkbyggede båd. I dag er båden i langt mindre grad en fysisk livsbetingelse. Nu bliver bådene primært bygget til fællesskaber, natur- og kulturoplevelser, kystfriluftsliv og meget mere.
Men det kræver de samme traditionelle færdigheder at kunne bygge en båd, der opfylder de moderne krav og den sammen forståelse af sammenhængene mellem form og funktion, som det krævede af bådebyggeren, der byggede både til deres oprindelige formål.
Dengang, som nu, begyndte byggeriet af en båd med en dialog mellem bådebyggeren og kunden. Her er kundens krav til funktion, størrelse samt hvilket farvand, båden skal sejle i, med til at bestemme bådens endelige form inden for de lokale byggetraditioner.
Den dialog er et vigtigt grundlag for håndværket. Et helt særligt fagsprog, der rummer alt fra træets kvaliteter og egenskaber til kendskab til farvandene og bådenes form. En immateriel kulturarv, som er blevet overleveret mellem mennesker igennem mange generationer.
Levende kulturarv i fremtiden
Vikingeskibsmuseets bådeværft er et af flere maritime miljøer i Norden, der arbejder aktivt for at bevare, praktisere, videreformidle og forske i de maritime håndværk, som er knyttet til de klinkbyggede både.
Bådenes formål har ændret sig, men folk af alle alder søger stadig ned til vandet, og får lyst til at sætte sejl og drage ud på havet. Det giver de klinkbyggede både en nutidig - og fremtidig - relevans. Derfor har en række nordiske kulturinstitutioner, foreninger og private personer gået sammen om en fælles ansøgning, om at få ”nordiske klinkbådstraditioner” indskrevet på UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.
Fakta:
Den første ’Teinæring’ blev søsat for lidt over et år siden og har allerede sejlet mange ture og mange gæster ud på Roskilde Fjord. Båd nummer to, der søsættes lørdag den 4. maj kl. 14.00 fra Vikingeskibsmuseets bådeværft, skal også bruges til sejlads med museets gæster. Bådene har plads til hver 20 gæster og to sejladsinstruktører.
Der bliver brugt tre slags træ til færøbådene: Egetræ til køl og stævn, fordi de skal være ekstra slidstærke, gran til plankerne, der udgør bådens sider, fordi de skal være lette og ikke flække og fyrretræ til spanterne, der er bådens tværgående afstivere, fordi de støtter og holder godt på trænagler.
De to nye både bliver rekonstruktioner efter en sagnomspunden båd fra den lille vestligt liggende ø, Mykines: Efter sigende fandtes engang en særlig stor båd – en teinæringur, hjemmehørende på Mykines, der ligger længst mod vest i den færøske øgruppe.
En færøsk bådebygger: Hanus Jensen, der står for byggeriet af de to både, er traditionel bådebygger fra Færøerne. Én af bare en håndfuld skandinaviske bådebyggere, der stadig kan bygge en båd uden en tegning. ’Bare’ ved hjælp af enkelte mål og en masse overleveret erfaring og kendskab til det farvand, båden blev bygget til. Bådebyggeren er selv designeren og konstruktøren, indenfor den tradition han nu er en del af.
► Klik her for at læse mere om færøbåde på værftets del af Vikingeskibsmuseets hjemmeside
