Café Knarr på Museumsøen
Nyd stemningen på Museumsøen og spis Ny Nordisk Vikingemad i caféen, der ligger med udsigt til bådeværftet og Vikingeskibsmuseets mange smukke vikingeskibe og historiske træbåde.
Her laves ny nordisk mad, som er inspireret af de råvarer, vikingerne havde til rådighed.
Historisk mad
Café Knarr serverer Ny Nordisk Vikingemad, fordi vi ønsker at forbinde den maritime historie med vores viden om vikingernes råvarer – både de lokale råvarer og dem, som vikingerne mødte på deres sejladser og bragte med hjem til Norden.
Gennem maden formidler vi dermed historien om vikingernes skibe, de lange rejser til fjerne egne og livet ved havet for 100 år siden på en anderledes og utraditionel måde.
Caféen serverer for eksempel hverken kartofler eller tomater, for de råvarer kom først med opdagelsen af Sydamerika, ligesom vi holder igen med brugen af raffineret sukker, som først netop i løbet af vikingetiden kom til Europa fra Sydøst-asien og Indien.
Men I kan være helt trygge: Maden tilberedes efter nutidige principper og metoder, og retterne er nutidige både i udseende og smag.
Hvad så med kaffen?
”Men hvad så med kaffen?”, spørger mange gæster? Vikingerne drak da ikke kaffe – og hvad med te?! Og det er helt korrekt, at hverken kaffe, te eller kakao var kendt af vikingerne.
Men vi mener ikke, at man kan have en café uden kaffe, så er det alene maden, og ikke drikkevarerne, der laves ud fra vores viden om de gamle råvarer – så derfor kan I for eksempel også nyde en sodavand, hvis det er det, I har lyst til
Mere café
Café Knarr har åbent i Vikingeskibsmuseets åbningstid alle ugens dage kl. 10 – 17, og alle er velkomne i Caféen - både med og uden entrébillet til museet.
Kravet om, at der skal vises coronapas ved servering indendørs er nu ophævet, og caféen har stadig rigtig god plads til mange gæster og masser af hygge og liv i caféen.
’Fish’n’Roots’, ølbraiseret gris og hjemmebagt surdejsbrød
Tag familien eller vennerne med på en hyggelig cafétur, hvor I kan nyde den nye nordisk mad, som blandt andet byder på hjemmelavede sandwich med eksempelvis røget hellefisk eller hønseslat.
I kan også vælge den grove, velsmagende salat - med eller uden varmt røget laks - der serveres med caféens berømte, hjemmebagte surdejsbrød.
Er I til det varme, frister caféen med 'fish'n'roots' og saftige burgere med pulled pork.
Hvis I gerne vil prøve lidt af det hele, så anbefaler vi ’Vikingeplanken’, der byder på hjemmelavet hønsesalat, røget hellefisk med sennepscreme, ølbraiseret gris med kålsalat og knas og nordiske oste med bærkompot. Hertil serveres selvfølgelig masser af lækkert, hjemmebagt brød med smør.
Hvis I er mere til det søde, kan I prøve dagens kage og en af de lækre kaffespecialiteter.
Kolde øl og vand på varme efterårsdage
Her i sensommeren og det tidlige efterår kan vejret være omskifteligt, og på en varm dag vil det være perfekt at sidde i solen og nyde en kold fadøl eller vand, mens I - på de kølige efterårsdage - kan nyde en kop varm kaffe, te eller kakao indenfor i den lune, hyggelige café.
Vi glæder os til at give dig en god oplevelse i Café Knarr – husk, du er velkommen i caféen både med og uden entrébillet til museet.