Nyt krigsskib på vej

Følg med i byggeriet af en ny rekonstruktion af Skuldelev 5 . Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Arbejdet med Skuldelev 5 byggeriet begyndte i sommeren 2022. Arbejdet forventes at strække sig over fire år.
2024-05-14

Sommervejret er for alvor kommet til Museumshavnen og værftspladsen. Her kan man hver dag følge bådebyggernes omhyggelige arbejde med at bygge en ny sejlende rekonstruktion af krigsskibet Skuldelev 5.

Da det originale skibsfund Skuldelev 5 blev bygget omkring år 1030, der havde de store plyndringstogter, hvor hedenske søfarer fra Norden hærgede Nordvesteuropas kyster, udviklet sig til noget meget mere komplekst.

Med deres avancerede maritime teknologi indtog skandinaverne nu for alvor deres plads på Europas politiske scene.

De voldsomme plyndringstogter er på dette tidspunkt blevet til deciderede erobringer, organiserede bosættelser og krigsflåder, men også til handelsnetværk, emperier og kristne kongeriger.

Besøg bådeværftet i sommerhalvåret

Mød bådebyggerne: Hver dag fra 10.00 - 17.00
Rundvisning på bådeværftet: Hver dag kl. 12.00 & 14.30  

Et krigsskib fra vikingetiden bliver genskabt

Skuldelev 5 er et krigsskib fra den sene vikingetid, der blev udgravet sammen med de øvrige fire Skuldelevskibe i 1962, og som i dag er selve hjertet af Vikingeskibsmuseets arkæologiske udstilling.

Fra nu af og resten af sommeren kan du opleve, hvordan museet arbejder med det eksperimentalarkæologisk projekt - en fuldskala rekonstruktion af Skuldelev 5.

Skuldelev 5 var et af vikingetidens mindre krigsskibe – med sine 17 meter er den nærmest en lilleput i forhold til det 30 meter lange skib Havhingsten fra Glendalough, der er en rekonstruktion af Skuldelev 2 langskibet.

Hvorfor bygger vi Skuldelev 5 igen?

Museet søsatte den første rekonstruktion af Skuldelev 5, Helge Ask, tilbage i 1991. Skibet kendes let på sine røde- og gulstribede skibssider og flotte dragehoved.

I 2022 begyndte museet at bygge på en ny rekonstruktion af Skuldelev 5. Der er flere årsager til, at vi bygger endnu en rekonstruktion af det samme skibsfund:

  • For det første, nærmer Helge Ask sig sin pensionsalder
  • I løbet af de seneste 30 år har vi her på museet gennemført talrige byggeprojekter og dermed opbygget solid erfaring med rekonstruktioner af arkæologiske skibsfund. Rent forskningsmæssigt giver det derfor rigtig god mening at genfortolke det originale skibsfund.
  • Den tredje og vigtigste grund til at bygge en rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet igen, det er de mange ubesvarede spørgsmål, som vi stadig står med. Både om skibets konstruktion og om brugen af det originale skib tilbage i vikingetiden.
    Den bedste måde at udforske disse spørgsmål er ved at bygge, sejle og teste en ny fuldskala rekonstruktion som en del af et eksperimentalarkæologisk projekt

Følg med, når skibet tager form

Sidste år blev stævnene på den nye Skuldelev 5 rekonstruktion rejst, og den første bordgang (skibets langsgående plankerække) blev færdig.

Målet for sæsonens arbejde er at nå op til 3. bordgang og få monteret de første bundstokke (de indvendige dele i bunden af skibet).

Museets gæster kan følge med i endnu en sæson på bådeværftet fyldt med vikingetidshåndværk og eksperimentalarkæologi, som udforsker Skuldelev 5’s kulturelle og historiske baggrund.

» Læs mere om Skuldelev 5 byggeriet her.