Planerne for transformationen af Vikingeskibshallen får et reality check

Vikingeskibshallen set fra Roskilde Fjord. Copyright Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Den nuværende Vikingeskibshal skal transformeres og får et nyt formål.
2024-12-11

Vikingeskibshallen i Roskilde skal transformeres, så den bliver bedre sikret mod stormflod og åbnet mere op for offentligheden. En ny analyse finansieret af Realdania skal nu afdække, hvad det kræver at realisere planerne.

Tidligere i år vandt arkitekterne Lundgaard og Tranberg konkurrencen om et nyt Vikingeskibsmuseum i Roskilde. Her var forslaget til transformation af den nuværende hal en afgørende del af konkurrencen. 

En analyse finansieret af den filantropiske forening Realdania skal nu trykteste de planer, man har for transformationen af Vikingeskibshallen.

”Præcis på hvilken måde vi kan indrette oplevelserne i hallen, og hvordan vi tilrettelægger en økonomisk bæredygtig drift af vores aktiviteter, det får vi nu svar på med hjælp fra Realdanias bevilling. I tæt samarbejde med eksterne rådgivere og arkitekterne vil vi nu afklare, hvordan planerne for Vikingeskibshallen harmonerer bedst med de arkitektoniske grundideer i den ikoniske bygning,” lyder det fra Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen.

Realdania har bevilget to millioner kroner til det grundige reality check af planerne. Der er tale om et såkaldt feasibility-studie, hvor der i løbet af 2025 analyseres i bund på både økonomi, indhold, organisering, driftsmodel samt bygningens fysiske stand og klimasikring. 

Et hovedværk i moderne dansk arkitektur 
Vikingeskibshallen er skabt og skræddersyet til at huse og vise de fem Skuldelevskibe fra vikingetiden, der blev udgravet i Roskilde Fjord i 1962. 
Udstillingshallen er tegnet af Erik Christian Sørensen, som er én af det 20. århundredes store arkitekter.
Vikingeskibshallen er den mest udtryksfulde danske repræsentant for den brutalistiske retning inden for international arkitektur. 
Derfor vil bygningens arkitektoniske værdier blive ført videre i fremtidens planer om det nye Vikingeskibsmuseum. 

Dynamisk formidlingshus med havet som omdrejningspunkt

Med en transformation af Vikingeskibshallen opstår der en helt ny mulighed for at formidle samspillet mellem menneske, fjorden og det maritime.  

”Vores hovedprioritet for hallen er, at fremtidssikre den mod vandstigning, stormvejr og klimaforandringer. Det er forudsætningen for, at hallens fantastiske rum kan bruges mange år fremover. Bevillingen fra Realdania gør, at vi kan finjustere vores planer for hallens fremtid uden vikingeskibene og blive meget mere konkrete,” fortæller chef for Nyt Vikingeskibsmuseum Kristoffer Kejser.  

Drømmen er at skabe et dynamisk formidlingshus, hvor der kan blive plads til alt fra dokumentation af marinarkæologiske fund, skiftende særudstillinger, festivaler, konferencer, events og publikumsaktiviteter, der inviterer ind i museets faglige metoder.

”Det er også nu vi skal til at træffe de svære fravalg, så vi kan beslutte hvilket indhold og oplevelser, vi ønsker at vores gæster skal møde, når de træder ind i hallen efter år 2029,” fortsætter Kristoffer Kejser.  

Den økonomiske status for Nyt Vikingeskibsmuseum
Bevillinger til at opføre en ny udstillingsbygning til Vikingeskibene fra Roskilde Fjord er på plads. 
Vikingeskibsmuseet har endnu ikke rejst midler til den transformation af Vikingeskibshallen, som Lundgaard og Tranberg arkitekter i samarbejde med Christoffer Harlang Architects har udarbejdet et forslag til.
Realdania har bevilget to millioner til et feasibility-studie af planerne for transformationen.