Rekonstruktion af vikingeskib på vej til Californien

Den lille båd Gokstadfæringen kom i vandet for første gang og skal nu til et helt nyopstartet museum i Californien.
2023-03-21

Den lille båd Gokstadfæringen står nymalet og glinser med sejlet hejst i indgangen til bådeværftet. Onsdag den 22. marts kom båden i vandet for første gang. Nu skal den til et helt nyopstartet museum i Californien.

 

Vikingeskibsmuseets bådebyggere står klar til at skubbe den fine nymalede Gokstadfæring i vandet for aller første gang. Bådens nye ejer har samlet sin familie og venner, der er kommet hele vejen fra Californien til Vikingeskibsmuseet i Roskilde for at lave et lille navngivningsritual inden båden kommer i fjorden.

Snorri bliver bådens navn. Den bliver opkaldt efter Snorri Thorfinsson, som regnes for den første europæer født i Amerika mellem år 1004-1013.

Opstart af nyt museum i USA 

Bådens nye ejer får en enkelt rotur ud i Roskilde Fjord inden den skal sejles med containerskib til Californien, hvor den skal være en del af samlingen på et nyt museum, der slog dørene op i april sidste år. Solvang Amber and Viking Museum er museets navn, som befinder sig i kulturhuset Copenhagen House i den "danske hovedstad i USA", Solvang. I dagens anledning er der også ankommet en lille delegation hele vejen fra Solvang i Californien for at se båden komme i vandet.

Solvang ligger ud til USA's Vestkyst mellem San Fransico og Los Angeles. Den blev grundlagt i 1911, af en gruppe danskere, der rejste vest på for at etablere en dansk koloni. I dag bor der omkring 5.000 indbyggere, og museet skal være med til at holde forbindelsen til Danmark i live. Det fortæller den nye bådejer, entreprenør René Gross Kærskov, som er født i Denmark, men i dag er bosiddene i Solvang i Californien. René Gross Kærskov har været hovedkraften bag opstarten af Solvang Amber and Viking Museum, hvor Gokstadfæringen bliver udstillet.  

Originalen fundet i en norsk høvdings gravhøj

Gokstadfæringen er en rekonstruktion af en af de mindre både fra Vikingetiden, som blev udgravet fra en gravhøj i 1880 på vestsiden af Oslofjorden 80 kilometer syd for Oslo. Gravhøjen lå på en mark, der tilhørte en lokal gård. Her begyndte gårdejerens to sønner i 1880 at grave, for at se om der var hold i rygterne om, at en konge lå begravet i højen. Nationalmuseet i Oslo greb dog hurtigt ind og gennemførte resten af udgravningen.

Her fandt de Gokstadbåden, som er et stort skib fra vikingetiden på 23 meter. På dækket af det store skib finder de også tre mindre både, her i blandt Gokstadsfæringen. I gravhøjen fandt Nationalmuseet i Oslo også flere gravskatte, som indikerer at der var tale om en betydningsfuld person i samtiden. Den originale Gokstadfæring er lige nu udstillet på Moesgaard Museum.

Private købere holder kulturarven levende

Inden båden tager turen hele vejen til Californien, så får den lov til at blive roet rundt i Roskilde Havn. Oscar La Pie, som var lærling på Vikingeskibsmuseets bådeværft indtil februar får lov til at styre båden. Han var med fra start til at skabe bådens grundstrukturer under kyndig vejledning af Vikingeskibsmuseets bådebygger Hanus Jensen.

Vikingeskibsmuseets bådeværft bygger ikke kun både til museumsfaglig formidling og eksperimenter, men også til private købere, der har et ønske om at sejle eller udstille skibe bygget på traditionel vis. Det er en vigtig del af museets vision om at holde den immatrielle kulturarv omkring de traditionsrige både i live. Jo flere private købere, der efterspørger de traditionelle både til fritidssejlads, des bedre mulighed er der for at skabe levende sejlende miljøer omkring den traditionsrige bådkultur.

» Læs mere om mulighederne for at købe både af museets værft her...

Byggeri af krigsskib, skydepramme og jolle

I bådeværftet bliver der nu plads til, at bådebyggerne kan arbejde på skydepramme og en Roskilde-fjord jolle, som bliver en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Vikingeskibsmuseets gæster kan følge arbejdet med bådene i bådeværftets hal hele foråret og sommeren.

Samtidig sætter bådebyggerne snart masser af kræfter ind i vores helt store projekt på værftet. Byggeriet af en ny rekonstruktion af Skuldelev 5, det lille krigsskib.

 


Oprettet af Kathrine Meyer Jørgensen