Forårssøsætningen af Vikingeskibene i Roskilde er normalt en festlig dag, hvor omkring 150 frivillige medlemmer af bådelaugene mødes og hjælper hinanden - og Vikingeskibsmuseet - med at få alle museets skibe og både i vandet alene ved hjælp af rå muskelkraft, reb og taljer.
Men i denne coronatid er intet som det plejer – heller ikke forårssøsætningen.
Normalt foregår også søsætningen af det 30 meter lange og 8 tons tunge langskib ved håndkraft, men det kræver, at en masse frivillige, i alt 100- 150 mand m/k, står rigtig tæt, og det går jo ikke i år.
Vikingeskibsmuseet har været nødt til at søsætte hele båndsamlingen – i alt 35 skibe - ved hjælp af kraner. Det er effektivt, fordi det kun kræver ganske få mennesker for at klare opgaven, og at man dermed ikke udsætte medarbejdere eller de frivillige bådelaugsmedlemmer for smittefare.
Vikingeskibsmuseets både kan ikke vente med at komme i vandet, da vikingeskibene og de øvrige træbåde vil tørre ud og blive ødelagt af at stå på land, nu hvor varmen er her.
Stærkt fællesskab bag klargøring af skibene
Forårssøsætningen blev – lige som alt andet i denne tid – helt anderledes, end den plejer. Det store fællesskab af hundredevis af frivillige, der samles omkring deres brændende interesse for sejlads med vikingeskibe var skiftet ud med få koncentrerede – og lidt nervøse - bådfolk og en stor mobilkran.
Men trods det, at de frivillige bådelaugsmedlemmer af indlysende årsager ikke kunne hjælpe skibene det sidste stykke vej ned i havnen i år, så har de alligevel spillet en uvurderlig rolle i forårsklargøringen af skibene, der går forud for søsætningerne.
I små hold af 2-3 folk af gangen, har de møjsommeligt skrabet gammel maling af, primet, bundmalet, tjæret og malet skibene med farvestrålende linoliemaling.
I alt bliver det til mange hundrede timers frivilligt arbejde i løbet af en sejlsæson for de i alt 350 medlemmer af Vikingeskibsmuseets bådelaug.
Uden den indsat ville det ikke være muligt at løfte opgaven med at holde vikingeskibene sejlende, og der skal ikke herske tvivl om, at museet er alle de frivillige inderlig taknemmelige for det store engagement og arbejdsindsat.
De store oplevelser må vente
Den alternative søsætning tog omkring fire timer med tilrigning af de svære løftestropper og to løfteåg, der skulle sikre at skibet ikke tog skade under løftet. Da alt var på plads tog det bare ganske få minutter at få løftet Havhingsten helskindet de 20 meter ned i museumshavnen.
Da den store mobilkran efterfølgende pakkede sammen og kørte bort mærkedes - på trods af det strålende solskinsvejr - en stille tristhed over, at fællesskabet må vente lidt endnu.
Corona har sat en midlertidig stopper for sejladser med vikingeskibene og for de store oplevelser, togterne bringer med sig for både frivillige søfolk og alle os andre, der følger skibenes lange rejser on-line.
Hvis vi ikke vidste det før, så har corona og den sociale afstand mellem os gjort det lysende klart, hvad det egentlig betyder, når vi taler om fællesskabet, livet og traditionerne omkring vikingeskibene og de klinkbyggede træbåde, og hvorfor ’Nordiske klinkbådstraditioner’ er nomineret til at blive optaget på UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens levende kulturarv.
