Den er frygtet blandt søfolk. Lidelsen som lidt spøgefuldt går under tilnavnet ’delirium nauticus’, men som de fleste af os kender som søsyge.
Der går mange historier om mennesker til søs så søsyge, at de har været villige til at gøre skade på sig selv eller skib for at slippe ud af lidelserne.
En del af historierne er sikkert vandrerhistorier, som ikke skal tillægges megen sandhedsværdi, men som føjer lidt underholdende mystik til livet til søs.
Sikkert og vist er det imidlertid, at søsyge kan være særdeles ubehageligt, at den kan ramme alle og at den er i familie med luftsyge og køresyge.
Søsyge opstår i øret
Årsagen til søsyge er uro i vores balancecenter i hjernen.
Balancecenteret får hele tiden informationer fra vores syn og balanceorganet i det indre øre. Balanceorganet i det indre øre opfatter kun hurtige bevægelser og har svært ved at give hjernen besked om langsomme bevægelser, som når en båd vugger eller en bil drejer.
De bevægelser kan vores øjne derimod godt opfatte. Og de modstridende oplysninger fører til en konflikt i hjernen mellem sanserne. Og den konflikt udløser søsygen.
Hvis balancecenteret i hjernen har erfaring med de bevægelser, den udsættes for, kan man bedre tåle dem. Man bliver fx mere søstærk af at sejle meget.
Flest unge kvinder søsyge
På Havhingsten er det sygeplejerske Susanne Malmstrøm som skal tage sig af de gaster om bord, som bliver syge. Og hun regner på forhånd med at søsygen vil være den lidelse, som tvinger flest besætningsmedlemmer i knæ på det syv uger lange togt fra Roskilde til Dublin:
”Da vi sejlede til Norge i sommer, fik vi nogle få erfaringer. Trods det gode vejr var der mindst 30 tilfælde af søsyge om bord på Havhingsten. Søsygen optrådte i jævn til frisk vind. Kun et fåtal kastede op, men otte ud af ti søsyge oplevede kvalme og lidt under halvdelen havde lettere symptomer som svimmelhed og træthed,” fortæller Susanne Malmstrøm.
Hendes statistik viser, at det især er unge og den kvindelige del af besætningen, som bliver ramt af søsyge.
”Det svarer meget godt til andre besætningers erfaringer med søsyge. Jo ældre man er, jo mindre modtagelig for søsyge er man”.
Rigtige helte bliver ikke syge
På Vikingeskibsmuseet har forskere ledt forgæves efter datidens erfaringer med søsyge. Der står simpelt ikke noget i sagaerne om søsyge vikinger. Konklusion: Helte bliver bare ikke søsyge. Eller rettere – de har nok ikke villet indrømme det.
Anderledes ser det ud på et vikingeskib anno 2007. Når Havhingsten står ud på et 1.700 kilometer langt togt gennem Nordsøen og strømfyldte barske farvande nord for Skotland og ved den irske kyst vil blandt søsyge blandt besætningen blive dokumenteret udførligt, så forskerne kan komme med kvalificerede gæt på, hvor stor en del af besætningen, der i bogstaveligste forstand har været ukampdygtig undervejs.
Syv gode råd mod søsyge
- Spis let inden sejlads
- Sid stille eller lig ned
- Sørg for frisk luft
- Undgå røg og alkohol
- Søg midtskibs
- Undgå læsning
- Ret blikket mod et fast punkt eller luk øjnene