Sommertogt til Tyskland med vikingemad ombord

Skibet Skjoldungen tager på sommertogt. Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Vikingeskibet Skjoldungen sejler på fem ugers sommertogt, hvor planen er at nå til Tyskland og siden Polen.
Udgivet 01/07-2024

Den sejlende rekonstruktion af det lille fiskefartøj fra vikingetiden, skibet Skjoldungen, tager på et fem uger langt sommertogt. Undervejs vil de lave et 4 dages eksperiment med vikingetidens mad.

I vandtætte poser ligger æbler, havregryn, tørfisk, nødder, tørret kød og knækbrød nu trygt pakket væk under dørken på Skjoldungen - brædderne i bunden af et skib kaldes 'dørken'.

Formodentlig var de helt samme ingredienser ombord på vikingeskibene for 1000 år siden. 

I løbet af de næste par uger skal fire besætningsmedlemmer afprøve den mad, vi formoder, at vikingetidens sømænd spiste på langfarter, mens de var til søs.

”Kostmæssigt er det anderledes, end hvad jeg plejer at spise. Grød og nødder spiser jeg aldrig. Men jeg kan faktisk rigtig godt lide bacalhau, altså portugisisk klipfisk,” fortæller Søren Thorning Andersen, som er tovholder på madeksperimentet.

» Tag selv med på et eventyrligt togt. Læs mere om Vikingeskibsmuseets bådelaug her...

Vikingernes liv på langfarter til søs

De fire dage, hvor eksperimentet er i gang, vil de fire besætningsmedlemmer spise den særlige mad til morgenmad, middagsmad og i løbet af dagen. Til aften spiser de normal aftensmad sammen med den øvrige besætning.

Eksperimentet med vikingetidens mad under sommertogtet til Hedeby vil give museet et bedre bud på hverdagen ombord på skibene under de lange rejser til søs for 1000 år siden.

”Selvom meget af periodens sejlads foregik langs kysten, har de haft konserveret mad med, som ikke var afhængig af muligheden for at lave bål. Makrofossilanalyser, sagaer og senere kilder har hjulpet os til at stykke en menu sammen, som både indeholder næring, kan holde sig, og som vi ved har været tilgængelig i perioden.” Det fortæller arkæolog og teamleder for Vikingeskibsmuseets formidlingsafdeling Jacob Nyborg Andreassen.

To gange om dagen skal hele besætningen vurderederes individuelle energiniveau på en skala fra 1 til 10. På den måde får museet en mere kvalificeret vurdering af vikingernes energiniveau ombord på de lange rejser.

Venter på vindens retning

Rejsen begyndte mandag den 1. juli og besætningens plan er i første omgang at sejle til Tyskland, nærmere bestemt den tyske by Haithabu, som i vikingetiden var en kendt handelsby ved navn Hedeby.

Præcis hvornår eksperimentet med maden går i gang, det har besætningen ikke besluttet endnu. Det afhænger rigtig meget af vind og vejr.

”Lige nu ser det ud til at vestenvinden bliver rigtig hård og fra vest onsdag og torsdag. Derfor regner vi med at blive i de indre fjorde de næste par dage. Det er nemlig ikke sjovt at ligge ude i Kattegat med hård modvind og en meter høje bølger. Derude skal vi nemlig samtidig undvige de store skibe,” fortæller besætningsmedlem Ditte om den plan, som de to skippere Gregers og Erik har lagt for den første del af sejladsen indtil videre.

» Du kan følge Skjoldungens sommertogt til Tyskland her…