Stormvæg i Vikingeskibshallen sikrer skibene mod storm over vinteren

Copyright, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
2024-10-22

Efterårets og vinterens storme er på vej. På Vikingeskibsmuseet betyder det blandt andet, at der er kommet en stormvæg op hele vejen langs glasfacaden ud mod Roskilde Fjord på indersiden af Vikingeskibshallen.

Vinduesfacaden i Vikingeskibshallen får et lidt andet udtryk hen over vinteren.

Hele vejen langs det store vinduesparti har Vikingeskibsmuseets tekniske team sat en afstivende væg af træ op.

Det har de gjort for at sikre vikingeskibene og bygningen mod stormflod i hele stormsæsonen fra oktober til april.

En nødvendighed siden stormen Bodil

Vikingeskibsmuseets udstillingsbygning til de fem vikingeskibe ligger i lavt terræn lige på kanten af Roskilde Fjord.

I mere end 50 år kunne man nyde vikingeskibene i den smukt placerede udstillingsbygning uden bekymringer. Men med stormfloden Bodil i 2013 blev det tydeligt, at udstillingsbygning ikke kan stå imod fremtidens vandstigninger. 

Siden 2013 har vi haft flere store storme, som med deres efterfølgende vandstigninger har skabt behov for at sikre glasfacaden med forstærkning og afstivning.

Ny udsigt og nyt overblik 

Når stormvæggen kommer op ændrer Vikingeskibshallen udtryk, da væggen skygger for den smukke udsigt over Roskilde Fjord, som giver de 1.000 år gamle vikingeskibe en levende og foranderlig baggrund.

I forbindelse med stormvæggen har teknisk team til gengæld valgt at bygge en gangbro.

Fra den står man hævet højt i hallen med overblikket over de fem vidt forskellige originale vikingeskibe, som nærmest ligner, at de er blevet trukket i land på en stenstrand.

Vender man sig om, så giver gangbroen mulighed for at nyde den smukke udsigt over fjorden, hvor de fem vikingeskibe sejlede for 1.000 år siden. 

Indersiden af et krigsskib kommer til syne

En ekstra gave til museumsgæster, der besøger Vikingeskibshallen i vinterperioden er gangbroens adgang til at se ned i det lille krigsskib Skuldelev 5's indre.

Her kan man fornemme, hvordan krigere i vikingetiden har siddet, når de skulle ro. Her har skjolde og våben ligget side om side med mad og erobrede genstande fra fjerne egne. 

Kigget ned i krigsskibets indre giver også mulighed for at beundre de dygtige bådebyggere, der for 1000 år siden formede de indre skibsdele af egetræ.

Netop vikingeskibet Skuldelev 5 er det skib, som museets dygtige bådebyggere er igang med at genskabe på bådeværftet. Det arbejde kan man følge når de genoptager byggeriet i de varme sommermåneder fra maj 2025. 

På opdagelse i vikingeskibets detaljer

Omkring vikingeskibet Skuldelev 5, kan man også gå på opdagelse i skibets detaljer. Skærp blikket ved de grønne prikker, som de faglige medarbejdere har sat op udvalgte steder. 

Fra gangbroen giver et skærpet blik ved en af de grønne prikker opmærksomhed til resterne efter skjoldremme på den øverste bordgang. Her har krigernes skjolde hængt side om side.

Ved den anden af de grønne prikker på gangbroen kan du få øje på rester af et udskåret motiv, som I kan fortolke som et fabeldyr, en midgårdsorm, en drage eller måske noget helt andet. 

Vikingeskibet Skuldelev 5 er det eneste vikingeskib i hallen, hvor der er fundet rester af et sådant udskåret motiv i træet.

Vinterens stormvæg giver altså gode muligheder for at komme endnu tættere på de mennesker, der skabte og sejlede de smukke vikingeskibe for 1.000 år siden.