To skibe på sommertogt

Fra Hundested til Aarhus Ottar sommertogt_2024
Ottar havde fint vejr til sejlads fra Hundested til Aarhus.
2024-07-12

De to skibe, Ottar og Skjoldungen, rekonstruktioner af henholdsvis Skuldelev 1 og Skuldelev 6, er i fuld gang med årets sommertogter.

Skjoldungen

Skjoldungen er en rekonstruktion af et mindre fiskefartøj fra vikingetiden, nemlig Skuldelev 6 som blev udgravet fra Roskilde Fjord tilbage i 1962 sammen med 4 andre skibe fra vikingetiden.

Den første uge af Skjoldungens togt var en regnfuld begyndelse, og vinden var heller ikke, som de gerne ville have haft. De havde derfor et par dage i Holbæk, hvor de ventede på bedre vejr.

Skjoldungens madprojekt

Den første uge af Skjoldungens togt omfattede også et madprojekt, hvor nogle af besætningsmedlemmerne testede vikinge kost.

Der var en bred opfattelse af at maden smagte godt, nogen er mere til fisk end andre, og at maden mættede meget. Det er vigtigt at spise denne kost langsomt, for det tager tid at fordøje maden. Fisken giver en god mæthed og man skal faktisk passe på med ikke at spise alt for meget.

Æbler og nødder er fantastiske som supplement til havregrød. Frokost med tørre fisk eller kød i kombination med knækbrød og æbler giver en god oplevelse af et fuldt og mættende måltid, og nødderne er også gode som en lille snack. Æblerne er vigtige fordi de bidrager med saft og syre. Det tørrede fisk og kød indeholder en masse mættende protein og giver både noget at tygge på samt en god umami-smag.

Knækbrød og fiskechips bidrager med sprødhed til en mere varieret spiseoplevelse.
Generelt har besætningen været overraskede over, hvor lidt mad der har været behov for til at holde sig mætte og veltilpasse. 

De prøvede at udbløde fisken i 6-8 timer og koge den i lidt mælk, med brødkrummer, og salt og peber. Det kom der en hel lille ret ud af, absolut spiselig.
Maden er nem at spise til søs. Hvor de tidligere har skåret brød, lagt pålæg på og delt madderne rundt, så er denne mad supernem at sende rundt på skibet.
Bådelaugsmedlemmerne kunne godt overveje at spise mad, der er mere i denne stil fremover på sejladser. 

» Følg resten af Skjoldungens sejlads her...

Ottars sejlads de første par dage 

Ottar er en rekonstruktion af Skuldelev 1, et stort havgående fragtskib og også en af de fem Skuldelev skibe.

Ottar stak afsted på togt sidste weekend og i starten af ugen blev en god sejlads fra Hundested til Aarhus gennemført i et hug. Mr. Suzuki (påhængsmotoren) hjalp det første stykke, da der ingen vind var, men derefter gennemførtes et vellykket forsøg, hvor et vagthold, dvs. 4 personer, satte sejl og sejlede skibet alene.

Det gik rask afsted derfra med vinden agten for tværs over til Jylland: et ben på knap 14 timer, næsten samme kurs hele vejen, og med en fart på 6-7 knob en stor del af strækningen.
Det er det, Ottar er bygget til og hvis ikke der var land i vejen og en moderne termin kalender i lommen, så ville de nok have fortsat videre.

Dagen efter var vejret godt og Ottar sejlede til Tunø. Undervejs fik de udført bidevindstræning fra Aarhus til Tunø og en havnemanøvre for årer ved solnedgang, da der blev helt vindstille ud på aftenen. 

» Følg Ottars sejlads her