Angreb fra det lille bløddyr, pæleormen, er et stigende problem i de danske havne. På bunden af Østersøen ligger op til 100.000 velbevarede skibsvrag og historiske samlinger af træ. De har hidtil været beskyttet mod den aggressive pæleorm pga. vandets lave saltindhold, men nu ser det ud til, at ormen spreder sig i området muligvis pga. klimaændringer. Et projekt, Wreck Protect, som er finansieret af Europakommissionen, skal nu undersøge den stigende udbredelse af pæleormen i Østersøen og udarbejde værktøjer til beskyttelse af den undersøiske kulturarv.
Unik og velbevaret samling på havets bund i fare
Man kan spørge sig selv, om man skal bekymre sig om de træglade orm, når nu skibsvragene alligevel ligger under vand? Og ja, det skal man! Østersøen er et af de få steder i verden, hvor historiske skibsvrag findes intakte og tilgængelige for historisk forskning under vand. Noget tyder på, at det ikke forsætter med at være sådan, med mindre der gribes ind.
Pæleormen skal bekæmpes
Vandets lave saltindhold har indtil nu beskyttet skibsvragene mod pæleormen, men nu er ormen begyndt at sprede sig i området. Hvis ikke den undersøiske kulturarv bliver beskyttet fysisk, vil pæleormen i løbet af relativ kort tid æde den op. Strategien til at undgå dette skræmmende scenario er at give museer og konservatorer ansvaret for en langsigtet bevaring af kulturarven i form af værktøjer til at forudsige spredningen af pæleorm og omkostningseffektive metoder til bevaring af stederne, inden de går tabt. Dette arbejde hjælper Europakommissionen nu med.
Et hold af eksperter går sammen mod pæleormen
Wreck Protect er finansieret under Europakommissionens syvende rammeprogram til udarbejdelse af effektive værktøjer, som forudsiger potentielle udsatte områder i Østersøen, og samtidig udvikling af retningslinjer for bevaring af skibsvrag.
Projektet, som startede den 1. maj 2009 og strækker sig over 2 år, omfatter marinarkæologer, biologer, arkæologiske konservatorer, træforskere og specialister i Geografiske Informationssystemer (GIS) og modellering af marinmiljøet fra Danmark, Sverige, Holland, Finland, Frankrig og Tyskland. Eksperterne fra de forskellige lande vil gennem møder og netværk udveksle viden og derefter sammenfatte det til praktiske værktøjer og metoder. Wreck Protects formål er at forudsige pæleormes spredning og angreb i og omkring Østersøen og at finde omkostningseffektive måder til at beskytte den undersøiske kulturarv, så den kan bevares og sikres for eftertiden.
Fakta
Pæleorm er en gruppe af meget aggressive marine nedbrydende bløddyr, som normalt kan ødelægge træbaserede materialer udsat for havvand inden for en meget kort periode på få år eller endda måneder. Ormene kræver dog et relativt højt saltniveau for at være aktive, som Østersøen pga dens lave saltindhold, har medvirket til en naturlig beskyttelse af den undersøiske kulturarv i århundreder. Nedbrydning af skibsvrag i Østersøen har indtil nu kun været forårsaget af mikroorganismer, svampe og bakterier. Disse processer er meget langsomme og meget mindre sundhedsskadelige.