I slutningen af vikingetiden stod den danske konge i spidsen for en nordeuropæisk stormagt, men snart blev der vendt op og ned på den kendte verdensorden. Vikingetiden sluttede, middelalderen begyndte. Danmark blev en lilleput nation, der blev angrebet fra flere sider, og kongebyen Roskilde måtte beskytte sig med skibsspærringer (de fem Skuldelevskibe) og varslingsanlæg. En ny tid var på vej.
Internationalt besøg
I sidste uge fik projekt Nyt Vikingeskibsmuseum besøg af fem internationale vikingetidsforskere fra Sverige, Norge, Danmark og Storbritannien.
Professor i arkæologi ved Uppsala Universitet Neil Price, professor i arkæologi ved Oslo Universitet Julie Lund, Professor i arkæologi på Oxford Universitet David Griffiths, Professor i arkæologi på Aarhus Universitet Søren Sindbæk og Christian Cooijmans, der har en doktorgrad i historie ved Liverpool Universitet, deltog i et to-dages ’vikingetidstopmøde’.
De fem vikingetidsforskere var inviteret til at kvalificere, udfordre og give inspiration til de kulturhistoriske fortællinger, som skal fylde i den nye bygning, hvor de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord vil blive udstillet, når vi åbner den nye udstilling for offentligheden i 2029.
Ingen skibe ingen vikingetid
Vikingeskibene er nøgler ind til at forstå vikingetidens maritime kultur og den skandinaviske historie i overgangen fra en kultur til en anden.
De spektakulære Skuldelevskibe er alle fra slutningen af vikingetiden (1000-tallet). I netop denne periode i den skandinaviske historie foregik der utrolig mange sociale, kulturelle, politiske og teknologiske forandringer.
Det er en markant anderledes periode end den tidlige hedenske vikingetid. I løbet af vikingetiden gik vi fra små angrebsivrige plyndringstogter til store organiserede og militariserede flåder. Det var her, at magten i Norden blev centraliseret og samlet under få konger. Der var en ny religion (kristendommen), som pressede sig på, og handelsnetværk og alliancer blev vigtigere end plyndringer. De fem vikingeskibe er dermed repræsentanter for et samfund i en brydningstid. Skibene er blevet bygget og sejlet i en periode på kanten af vikingetiden, hvor de nordiske samfund var på vej ind i middelalderen.
Skibene kom verden rundt
Vikingetiden var også en periode, hvor skibsteknologien nåede sit ypperste. Skibene gjorde det muligt at opbygge imperier og handelsnetværk fra det nordligste Norge til den arabiske verden i syd. Men det var også en tid, hvor ressourcemangel og behov for større last langsomt begyndte at få indflydelse, hvilket kan ses på skibsdesignet.
Det er fortællingerne om disse forandringer, som vi vil trække tydeligt frem i det nye museum.
Udvikle fortællingerne i samarbejde med topforskere
Vi har allerede inddraget museumsgæster i alle aldre, for at få deres blik på, hvad der er interessant og relevant.
Nu vil projektsekretariatet til Nyt Vikingeskibsmuseum udvikle fortællingerne yderligere med indspark fra de fem topforskere, inden vi inviterer til et større forskningsseminar i 2025.
Se nærmere på arkitekterne Lundgaard og Tranbergs planer for den nye udstillingsbygning og ideerne bag på vores hjemmeside Nyt Vikingeskibsmuseum.
» læs mere her