Museumsformidlere og -undervisere søges til Vikingeskibsmuseet

Brænder du for at formidle og undervise? Har du lyst til at indgå i dialog med en bred gruppe af museumsbrugere? Så kan det være, at det lige er dig, vi søger på Vikingeskibsmuseet. Teamet for henholdsvis Publikumsformidling og Skoletjenesten søger lige nu formidlere og undervisere.

Primære opgaver i Teamet for Publikumsformidling

Som formidler i publikumsafdelingen er du med helt i front, hvor mødet med vores gæster og deres gode oplevelser på museet er de helt centrale omdrejningspunkter. Formidlernes primære opgaver på museet er at forestå diverse formidlingstiltag og omvisninger samt at sørge for, at den enkelte gæst får en imødekommende, nærværende service og relevant viden om vikingetiden.

Primære opgaver i Skoletjenesten

Som en del af vores dygtige team i Skoletjenesten vil du varetage undervisningen til daginstitutioner, grundskolen og ungdomsuddannelserne. Undervisningen har et undersøgende fokus, hvor elevernes aktive deltagelse er helt centralt. Undervisningen centrerer sig bla. om værkstedsbaserede aktiviteter, dialog og refleksioner med inddragelse af kilder, genstande og remedier.

Hvem er du?

Du er f.eks. fra læreruddannelsen eller studerende inden for historie, arkæologi, et sprogfag eller kulturformidlende fag. Din uddannelsesmæssige studieretning er ikke vigtig, men din lyst til og nysgerrighed om at kunne formidle, undervise og gå i dialog med museumsbrugerne.

Det er vigtigt, at museets forskellige målgrupper får en helhedsorienteret oplevelse, hvor de i mødet med museets formidling og undervisning får indblik i, hvordan museet arbejder med historien i en nutidig kontekst. Det er desuden et krav, at du har et naturligt forhold til at formidle på engelsk.

Som formidler og underviser skal du:

  • Brænde for historieformidling til - og undervisning af alle aldersgrupper
  • Have mod på at udforske forskellige undervisningsformer og tilgange til læring
  • Have lyst til at arbejde med håndværksbaserede publikums- og undervisningsaktiviteter
  • Kunne bevare overblikket i formidlings- og undervisningssituationer med mange og forskelligartede besøgsgrupper
  • Være serviceminded og udadvendt
  • Tage ansvar for samt finde stolthed i at være en hjælpsom kollega

Stillingerne skal besættes fra marts/april til og med uge 52 med mulighed for forlængelse. Arbejdstiden er fleksibel og aftales nærmere, men du skal kunne arbejde i de fleste uger i sommerferien og frem til efterårsferien. Stillingen aflønnes efter Dansk Industris overenskomst.

Vi skal have din ansøgning senest d. 12. februar 2025 kl. 12:00. Der bliver indkaldt til og afholdt samtaler i uge 10. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet børneattest.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.