Kan man dykke 'tørskoet' ned til et skibsvrag?

Det er et af de dilemmaer RUC-studerende forsøger at give svar på, når de fredag den 3. november fremviser deres bud på fremtidens formidling på Vikingeskibsmuseet.

Vikingeskibsmuseet gentager succesen fra de to seneste år, hvor museet lægger hus til universitetsstuderenes kreative bud på fremtidens digitale formidling.

De studerende fra RUC designer, bygger og programmerer demo-modeller, der skal gøre det umulige muligt. I forbindelse med et kursus i interaktionsdesign har Roskilde Universitet og Vikingeskibsmuseet tilbudt de studerende, at udarbejde designs og løsninger som et led i Vikingeskibsmuseets fremtidige udstilling af marinarkæologi.

Og opgaven er simpel – hvordan får man museumsgæsten med ud i det marinarkæologiske feltarbejde? Ned på havet bund, hvor lysende grønne blade fra stenalderens afhuggede kviste viftes fri af sandet, der har dækket dem i 10.000 år. Eller komme med ud på dykkerfartøjet, når et skibsvrag fra middelalderen bjærges?

Fredag den 3. november er der ”showtime” i Vikingeskibshallen, hvor de studerende giver deres bud på hvordan vores fælles kulturarv kan formidles i et digitalt univers.
De studerende fremviser og afprøver deres prototyper på fremtidens interaktive museums-installationer, og modtager samtidig feed-back på deres projekter.

Vikingeskibsmuseets udstillingsarealer bliver indtaget af de studerende, og fungerer for en eftermiddag som et realistisk show-room. hvor de får lejlighed at afprøve deres installationer på museumsgæster, der helt sikkert har en holdning til, hvordan museerne i fremtiden skal levere god formidling. 

Det vil være muligt at se de kreative projekter i tidsrummet mellem 14:00 og 16:00.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen