21,5 millioner visninger på Facebook - video fra Vikingeskibsmuseet går viralt

Filmen, der er gået viralt viser viser, hvordan bådebyggerne laver de smidige planker til vikingeskibene. Efter bare fire dage er videoen blevet set af 21,5 millioner mennesker og opslaget har fået 119.000 likes.
Filmen, der er gået viralt viser viser, hvordan bådebyggerne laver de smidige planker til vikingeskibene. Efter bare fire dage er videoen blevet set af 21,5 millioner mennesker og opslaget har fået 119.000 likes.

Vikingeskibsmuseet får stor international opmærksomhed på Facebook. Et videoopslag fra museet har i disse dage opnået viral succes og er- efter blot 4 dage - blevet set af 21,5 millioner mennesker verden rundt.

Vikingeskibsmuseet sætter viden på dagsordenen og Roskilde på verdenskortet

I helt normale år, har Vikingeskibsmuseet i Roskilde besøg af gæster fra over alt på kloden. Hele 75 % af museets besøgende udgøres af internationale gæster. I år er alt anderledes, men en målrettet indsats på digitale medier har sørget for at interessen for Vikingeskibsmuseets formidlingsaktiviteter ikke er formindsket.

Digital formidling skal fastholde interessen for at besøge Vikingeskibsmuseet

Under nedlukningen i foråret, blev det hurtigt tydeligt, at museet skulle finde nye veje, hvis det store internationale publikum skulle fastholde interessen for Vikingeskibsmuseets arbejde, og - når coronaen er væk -  planlægge et besøg her.
Samtidig blev det også tydeligt, at mange mennesker på tværs af nationaliteter, køn og alder i langt højere grad, end tidligere har fået lyst til at fordybe sig i den viden Vikingeskibsmuseet leverer digitalt.

- ”Da landet og museet lukkede ned, så vi ikke et fald i brugere på vores website, men et skift fra, at de mest brugte sider var ’åbningstider og priser’ til at det nu var vores videns- og e-læringssider, der havde flest brugere”, fortæller Rikke Johansen, Teamkoordinator for kommunikation og marketing på Vikingeskibsmuseet.

Ifølge Rikke Johansen har museet de seneste år oplevet, at der netop er en stigende efterspørgsel på mere og dybere viden og indsigt i museets arbejdsområde:
-”Vi kan se det i den udvikling museets hjemmeside har taget. Brugerne efterspørger viden, og brugen af sider med fagstof er nærmest eksploderet.”

Det var ikke alene danske forældre, der fik inspiration til hjemmeundervisningen. Vikingeskibsmuseet.dk havde brugere fra hele verden, der lærte om runer, sejlads og skibsbygning, ligesom videoundervisningen på Facebook-siden blev brugt flittigt.

- ”Interessen var overvældende, og vi kunne hurtigt se, at jo bedre formidling vi lavede med gode – og lange – forklaringer – jo flere fulgte med på Facebook og gik ind på vores website for at læse mere. Det er fantastisk, at mærke, at trods afstand og lukkede grænser, så er interessen for at fordybe sig i Vikingeskibsmuseets formidling stadig relevant for masser af mennesker jorden rundt – og måske endnu mere, end før corona.

21,5 millioner visninger på Facebook på blot 4 dage

Vikingeskibsmuseet har gennem hele året oplevet en stigende interesse for museets digitale formidling, men trods det, er den seneste enorme succes alligevel overvældende for museet.

-”Vi kører i øjeblikket en serie om byggeriet af langskibet ’Havhingsten’, og var i fredags nået til afsnittet ’skibssiden’, hvor vi gennem en lille video viser, hvordan bådebyggerne laver de smidige planker til vikingeskibene.
I løbet af weekenden kunne vi hurtigt se, at videoen blev delt flittigt og set af helt ufatteligt mange mennesker. Efter bare fire dage er videoen blevet set af 21,5 millioner mennesker og opslaget har fået 119.000 likes”, fortæller Ivan Jakobsen, der er facebook-redaktør på Vikingeskibsmuseets facebook side.

Ikke nok med, at Facebookbrugerne kigger med og liker i stor stil, så stiller brugerne også en masse spørgsmål.

-”Vi besvarer altid alle kommentarer, men det bliver nu et stort arbejde, for der er ikke mindre, end 3.500 spørgsmål og kommentarer”, beretter Ivan Jakobsen, ”Så det kan blive svært at få givet alle et ordentligt svar, men vi prøver at besvare de mest interessante spørgsmål og det er ikke alle, der kræver et svar. Vi får både opløftende kommentarer, detaljespørgsmål og masser af thumbs ups-hilsner.”

Se videoen, som er gået viralt. Klik her for at komme til Vikingeskibsmuseets Facebook-side ...

Interessen afspejler sig også i antallet af følgere, der er steget fra 43.000 inden video-opslaget gik viralt til hele 108.000 følgere – på blot 4 dage.

- ”Det er så vildt og ret ubegribeligt, at så mange mennesker ser med. Det giver forhåbninger om, at også de internationale gæster vil vende tilbage, når verden igen bliver normal. Men samtidig er det med til, at vi kan løfte vores museumsforpligtelse til at formidle vikingernes søfart og skibe til et stort publikum, trods de færre fysiske besøgende i år”.  

Et sikkert museumsbesøg

Gæsterne behøver dog ikke holde sig til den digitale museumsoplevelse. Vikingeskibsmuseet har taget alle forholdsregler, så det er trygt at gå på museum, og har nyindrettet butikken og udstillingerne, så der er masser af plads til besøgende.

- ”Det er trygt og sikkert at gå på Vikingeskibsmuseet for alle gæster. Vi valgte at fastholde den ekstra sikkerhed for publikum gennem hele sommeren, som museet åbnede under efter den hårde nedlukning i foråret, og har derfor heldigvis ikke haft behov for at gen-tilpasse os nu, hvor kravene igen er blevet skærpede”, fortæller Rikke Johansen.

Plads til alle

Museet råder over ca. 1.500 m2 indendørs udstillingsområde og store udendørs områder, hvor museet viser udstillinger om vikingetiden og håndværk, og i havnen er der vikingeskibe, man kan gå ombord i.
En helt særlig oplevelse for mange gæster er besøget på museets bådeværft, hvor bådebyggerne bygger et vikingeskib med de materialer og teknikker, som vikingerne brugte for 1000 år siden.

- ”Vi valgte i foråret at gennemføre ret store ombygninger af publikumsområderne, for at gøre museet sikkert for alle, også de udsatte grupper. Alle vores udstillingsområder er derfor lavet til et afstandskrav på 2 meter, og vi har fastholdt alle ensretninger i udstillinger og værksteder, ligesom vi i år – desværre – har måttet erstattet vores anerkendte ’hands-on’ formidlingsaktiviteter, med nye tiltag, hvor man ikke på samme måde behøver at røre, men hvor gæsterne i stedet kan møde vores håndværkere, der viser eksempelvis bådebygningshåndværket frem og komme ombord i verden største rekonstruktion af et vikingeskib. ’Havhingsten fra Glendalough’ og få fortællinger om skibets brug.”

Fakta: 
Vikingeskibsmuseets videoer er lavet af museets fotograf Werner Karrasch.

Den hidtidige rekord for flest visninger på Vikingeskibsmuseets Facebook-side er et oplag fra 2015, der har haft 1,7 millioner visninger.
 
Vikingeskibsmuseets Facebook-side følges af 108.756 personer, og der er 51.907 personer, der 'synes godt om' siden.

Vikingeskibsmuseets Instagram-profil  har 23.000 dedikerede følgere.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen