Påskeoplevelser og forårsfornemmelser på Vikingeskibsmuseet

Dyk ned i marinarkæologiens verden, tag med på handelstogt eller deltag i en workshop om et krigsskib fra vikingetiden. Påskeferie på Vikingeskibsmuseet i Roskilde Foto: Jacob N. Andreassen
Dyk ned i marinarkæologiens verden, tag med på handelstogt eller deltag i en workshop om et krigsskib fra vikingetiden. Påskeferie på Vikingeskibsmuseet i Roskilde Foto: Jacob N. Andreassen

I påskeferien er der ekstra meget at opleve på Vikingeskibsmuseet. Her er både særrundvisninger, workshop og aktiviteter for børn og voksne.  

Påskeoplevelser og forårsfornemmelser på Vikingeskibsmuseet

Påsken er en særlig tid på Vikingeskibsmuseet og en tur forbi museet ved fjorden er altid en dejlig forårsoplevelse. Det summer af liv blandt de mange smukke træbåde, der endnu lidt tid står på land på græsset foran den store Vikingeskibshal. De mange frivillige bådelaugsmedlemmer bruger en del af påskedagene til at gøre vikingeskibene forårsklar inden den store søsætningsdag 6. april.

Kan I finde de skjulte spor efter vikingerne?

Hver dag i påskeferien kan familier deltage i en særligt tilrettelagt børneworkshop. Her undersøger I vikingeskibet Skuldelev 5 for at finde de næsten usynlige spor, der kan afsløre viden om skibets liv og de mennesker, der sejlede med det for snart 1000 år siden.

Skærper man sit blik, når man ser på de originale vikingeskibe, kan man nemlig få øje på små detaljerne, der kan gemme på fortællinger om skibene og livet for 1000 år siden.

På samme måde som museets forskere, skal I lede efter de spor, som fortidens mennesker har efterladt sig på skibet. I workshoppen bliver I til fortidsdetektiver, der undersøger og udforsker – og sammen afslører skibets hemmeligheder.

Workshop om krisskibet i Vikingeskibshallen kl.13:30 og kl.14:30. Workshopforløbet varer ca. 30 minutter og er tilrettelagt for familier.

Familierundvisning - Tag med på handelstogt

I vikingetiden opstod de første byer i Danmark. Her mødtes handelsfolk fra nær og fjern for at købe og sælge alt fra dagligdagens husgeråd til eksotiske varer fra fjerne egne.

Familierundvisningen tager jer med på handelstogt med den norske stormand Ottar. Han sejler fra sit hjem i det nordlige Norge med kursen sat mod handelsbyen Hedeby i det sydlige Danmark. Hvad mon han har med i sit store handelsskib?

Alle deltagere i rundvisningen inddrages i fortællingen og bliver en del af historien om vikingernes togter til fremmede kyster. Togtet ledes af museets engagerede guider, og der bliver rig mulighed for både at opleve vikingetidens materialer på tæt hold og komme med gode bud på, hvad det mon har været brugt til.

Familierundvisning i Vikingeskibshallen kl. 11.30. Handelstogtet tager ca. 30 minutter og er tilrettelagt for familier.

Marinarkæologernes Værksted

På Museumsøen lige ved siden af Café Knarr kan man hele påskeugen besøge Marinarkæologernes Værksted. Her arbejder marinarkæologerne i øjeblikket med to nye skibsfund.

I påskeferien står museets erfarne guider parat til at fortælle om det marinarkæologiske arbejde og de spændende fund, der ligger skjult af havet. I kan komme helt tæt på fund fra tidligere udgravninger og selv prøve kræfter med den arkæologiske metode.

I Marinarkæologernes Værksted vises også særudstillingen Opslugt af Havet - to skibe, der aldrig nåede havn. Udstillingen fortæller om de to skibsfund Svælget 1 og 2. som marinarkæologerne sidste år fandt og udgravede tæt ved Københavns Havn i forbindelse med anlægsarbejdet til den kommende halvø Lynetteholm. 

Der er åbent i Marinarkæologernes Værksted på Museumsøen 10 - 15.30.

Påsken på Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet i Roskilde holder åbent alle dage i påsken kl. 10 – 16
Foruden de særlige påskeaktiviteter, er der også daglige rundvisninger på dansk og engelsk.

Aktiviteter i påskeferien
23. marts - 1. april 

Vikingeskibshallen:
11.00: Rundvisning i hallen (ENG)
11.30: Familierundvisning - Tag med på handelstogt
13.00: Rundvisning i hallen (DA)
13.30: Børneworkshop ved Skuldelev 5
14.30: Børneworkshop ved Skuldelev 5

Marinarkæologernes Værksted:
Åbent fra kl. 10.00 - 15.30

Entré: 
Familiebillet for 2 voksne og alle børn under 18 år: 230 DKK
Voksne: 125 DKK
Sæsonkort: 180 DKK
Børn 0-17 år: Altid gratis entré

Vikingeskibsmuseet i Roskilde: 
Vindeboder 12, 4000 Roskilde, tlf.: 46 300 200   

Mere info: www.vikingeskibsmuseet.dk/besoeg/aktiviteter/paaskeferie 


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen