Vikingeskibsmuseet medarbejdere kan næsten ikke vente til klokken bliver 10.00 onsdag den 21. april og de igen kan gøre det, de brænder allermest for: Byde indenfor til det storslåede syn af Danmarks fem, verdensberømte vikingeskibe og igen få mulighed for at fortælle historier om fortidens mennesker, deres skibe og det imponerende håndværk, der ligger bag vikingernes utrolige bedrifter til søs.
Masser af nye oplevelser på vej
Mens museet har været lukket for besøgende, har vi arbejdet hårdt for at blive helt klar til at tage imod nysgerrige børn og voksne med nye aktiviteter både udendørs og indendørs.
"Aktiviteterne og helt nye besøgsoplevelser skydes i gang løbende frem mod sommerferien", fortæller presseansvarlig, Rikke Johansen.
"Vi åbner ikke det hele på en gang for at sikre, at der er en masse nyt at opleve, når man besøger museet - også for vores sæsonkortholdere, der kommer mange gange i løbet af et år."
Særudstilling 'I Røg og Brand - Slaget i Femern Bælt 1644' åbner 29. april
Allerede fra 29. april kan museets gæster komme med i dybet. Her åbner særudstillingen 'I Røg og Brand - Slaget i Femern Bælt 1644'.
En kold oktoberdag i 1644 udkæmpes et dramatisk søslag, der sender tre skibe til havets bund. Flere hundrede år senere undersøges vragene af Vikingeskibsmuseets marinarkæologer.
'I Røg og Brand' viser resultatet af marinarkæologernes undersøgelser af de genfundne skibe og fortæller om de gruopvækkende hændelser, der bliver begyndelsen til enden på Danmarks magt i Østersøen.
Særudstillingen tager de besøgende med på en tidsrejse, gennem hændelserne både før, under og efter slaget. Fra de storpolitiske gnidninger, der lagde grunden til fejden mellem arvefjenderne Danmark og Sverige, til efterdønningerne med fejlslagne terrorhandlinger, tortur og storpolitiske konsekvenser. Helt frem til i dag, hvor fundet af skibene er med til at lægge nye brikker i historien om Danmark.
» Tryk her for at læse mere om særudstillingen 'I Røg og Brand'
Bådeværftet skyder sommersæsonen i gang 1. maj
1. maj åbner udstillingerne på Museumsøen og bådebyggerne rykker deres arbejde ud på værftspladsen, hvor de fortsætter arbejdet med at bygge en rekonstruktion af vikingeskibet 'Skuldelev 3', der er et mindre handelsfartøj fra omkring år 1040.
Bådebyggerne bruger de samme materialer, som vikingerne havde til rådighed og arbejder med de 1000-år gamle teknikker.
Værftspladsen er åben alle ugens dage, og bådebyggerne fortæller meget gerne om, hvordan de arbejder med at genskabe fortidens skibe.
Der kræves entrébillet og gyldigt corona-pas / negativ corona-test for at komme ind på bådeværft og værftsplads.
Særligt fokus på weekender og helligdage i maj og juni
Vikingeskibsmuseet var inden corona meget besøgt af udenlandske turister, men dem må museet kigge langt efter et stykke tid endnu. Derfor er forårsprogrammet tilrettelagt, så danske museumsgæster får størst mulighed for at deltage.
"Foråret er fyldt med helligdage og små ferier, hvor familier har tid og mulighed for at bruge en dag på museet. Derfor har vi tilrettelagt programmet, så der er ekstra aktiviteter i netop weekender og på helligdage", fortæller Rikke Johansen. "Vikingeskibsmuseet har heldigvis store udstillingsområder både ude og inde, der er tilpasset til afstandskrav og er ensrettede, så man ikke behøver at bekymre sig for, om der bliver for trangt".
Forårsprogrammet byder på rundvisninger på Museumsøen kl. 12 og 'Viking Talks' - på dansk - om udvalgte emner kl. 13.30 i alle weekender og på alle helligdage i maj og juni frem til skolesommerferien, hvor der vil være rundvisninger og aktiviteter alle dage.
Café Knarr åbner - ude og inde - 21. april
Foråret er stærkt på vej, og museumshavnen summer af liv. Nu kan du igen nyde en god kop kaffe, en kold øl eller måske en lækker frokost i museets stemningsfulde café, der åbner for ude- og indeservering den 21. april.
Husk corona-pas og mundbind
For at få adgang til museets udstillingsområder - både ude og inde - og indedørsservering i Café Knarr, skal alle gæster over 15 år medbringe et gyldigt corona-pas / negativ corona-test (max. 72 timer), der skal vises når billetten købes.
Alle gæster skal bære mundbind indendørs - og huske at afspritte hænder ved de mange standere med håndsprit.
Museet følger myndighedernes retningslinjer for antal af gæster i museets udstillingsrum og har blandt andet indført ensretning i Vikingeskibshallen for at gøre det ekstra trygt at besøge museet.
Forår på Vikingeskibsmuseet:
21. april: Udstillinger i Vikingeskibshallen og museums cafeen, Café Knarr åbner. Alle dage kl. 10-16.
29. april: Særudstilling 'I Røg og Brand - Slaget i Femern Bælt 1644' åbner.
1. maj: Bådeværftet åbner og åbningstiden. I weekender og på helligdage: Rundvisninger og 'Viking Talks'. Udstillinger, bådeværft og Café Knarr: kl. 10-17.
Nye oplevelser fra midt i maj:
Digitalt spil: MuseumsMysteriet.
Lydfortællinger i Vikingeskibshallen.
Byg-båd værksted åbner på Museumsøen.
Sæsonkort og familiebillet:
Får at få det hele med, kan man investere i et sæsonkort. Det koster 170 DKK, og giver adgang til Vikingeskibsmuseet hele 2021.
0-17 år har altid gratis adgang.
Familiebillet (2 voksne + børn 0-17 år)
1. jan - 30. april: 210 DKK
1. maj - 24. oktober: 280 DKK