Pressemeddelelse - Foredrag d. 19. april 2007 kl. 19.30 på Vikingeskibsmuseet
Tinna Damgård-Sørensen: Status og perspektiver for Vikingeskibsmuseet Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen giver en status på museets arbejde og fortæller om museets planer for 2007, hvor der er særlig fokus på sejladsen til Irland med rekonstruktionen af Skuldelev 2 - Havhingsten fra Glendalough.
Anne-Christine Larsen: Belmont, en vikingetidsgård på Shetland Vikingeskibsmuseet har ved udstillingschef Anne-Christine Larsen siden 1997 deltaget i et internationalt, tværfagligt forskningsprojekt "The Viking Unst Project", der bl.a. har til formål at beskrive karakteren af vikingernes ekspansion i det nordatlantiske område. Forskningsprojektet omfatter bl.a. undersøgelser af de maritime forhold, de tidlige kirker, stednavnene, kulturmødet med pikterne, den norrøne bosættelsesstruktur samt de økonomiske og ressourcemæssige vilkår i Shetland i vikingetiden og den tidlige middelalder.
Anne-Christine Larsen fortæller om Vikingeskibsmuseets udgravninger af vikingetidsgården Belmont på øen Unst i Shetland, der havde til hensigt bl.a. at identificere og afgrænse den norrøne bosættelse og give stof til diskussion af konstruktionen og det økonomiske ressourcegrundlag for den norrøne gård.
Allerede de første års undersøgelser afslørede en norrøn bebyggelse i mange faser, som viste sig at være meget mere kompleks og spændende end hidtil antaget.
Foredraget er arrangeret af Vikingeskibsmuseets venner og med mindre man er medlem af venneforeningen er der en entré på 50 kr. Alle er velkomne.