Bådebyggerne på Vikingeskibsmuseets bådeværft er ved at lægge sidste hånd på 'Gokstadbåden', en rekonstruktion af den største af de tre småbåde, der blev fundet sammen med det store gravskib fra Gokstad i Norge. Samtidig er tekstilhåndværker og væver Anna Nørgaard i fuld gang med at sy bådens uldsejl.
Uldstoffet til det 16 m2 store sejl er resultatet af et helt særligt samarbejde. De lange håndvævede stofbaner, der nu skal omdannes til et funktionsdygtigt sejl, er nemlig vævet af kursister fra væveskolen på Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Sejl af uld
Vikingernes foretrukne materiale til deres råsejl var uld, hvilket ofte overrasker og forundrer de besøgende på Vikingeskibsmuseet. Uldgarnet blev spundet på håndten, så hårdt, at det nærmest var overdrejet. Denne teknik sikrer, at selve dugen bliver tilstrækkelig stabil og fast til at fungere som sejldug. Uldstoffet blev så vævet i lange baner på vikingetidens opretstående vægtvæv, en 'opstadvæv', hvor trendtrådene hænger næsten lodret ned, tynget af vævevægte.
Den viden, vi har i dag om vikingernes uldsejl, bygger på forskning og praktiske sejladsforsøg, der er gennemført på Vikingeskibsmuseet siden 1984. Vikingeskibsrekonstruktionen 'Roar Ege' blev som det første skib udstyret med et uldsejl, og siden er der afprøvet flere forskellige kvaliteter af uldsejl til færøbåden 'Embla', vikingeskibet 'Ottar', den norske tolværing 'Oselven' og senest til vikingeskibet 'Skjoldungen'. De sidste to sejl har museets væver Anna Nørgaard vævet på en rekonstruktion af vikingetidens opretstående væv.
For at den nye rekonstruktion af Gokstadbåden skal ende med at komme så tæt på den oprindelige båd som muligt, bliver den bygget i de samme materialer, som den originale; egetræs- og fyrretræsplanker holdt sammen med håndsmedede klinknagler af jern, ligesom bådebyggerne bruger kopier af vikingernes værktøj og bygger efter de samme principper, som blev anvendt i vikingetiden. Båden skal efterfølgende udstyres med en rigning af håndlavet tovværk af lindebast og, for at fuldende rekonstruktionen, et håndvævet uldsejl på omkring 16 m2.
Blinde væver sejl
Det er væveskolen på Instituttet for Blinde og Svagsynede, IBOS, der har fået den særlige opgave at levere de 24 meter stof til båden, og projektet udføres i samarbejde med Vikingeskibsmuseet og Anna Nørgaard.
”Det er selvfølgelig en ønskeopgave for de blinde vævere, der for et par stykkers vedkommende har mere end 25 års væveerfaring. Opgaven er sjov og anderledes end de opgaver, væveskolen normalt udfører, og som primært består af tørklæder, viskestykker, tasker, puder og kludetæpper”, siger Berthe Forchhammer, faglig leder ved Væveskolen på Instituttet for Blinde og Svagsynede.
På væveskolen arbejdes der ikke på opretstående væve, men på vandrette skaftevæve. Opgaven var alligevel en stor udfordring for de blinde vævere. Det er væsentligt for sejlets egenskaber, at væveren rammer en bestemt tæthed, bredde og længde, og opnår en ensartet kvalitet over alle de mange meter håndvævet uldstof. En blind væver skal føle sig frem tråd for tråd og kan derfor ikke væve meget hurtigt, og samtidig skal vævningen jævnligt kontrolleres for at holde kvaliteten. Samtidig er 24 meter vævet stof en stor mundfuld for væveskolen, og den har krævet flere hænder: ”Vi satte op på to forskellige skaftevæve, så flere kunne arbejde på samme tid, og så vævede vi seks baner á fire meter, for at det ikke bliver for voldsomt at stå med,” fortæller Berthe Forchhammer ”Det er meget inspirerende at arbejdet skal bruges i virkeligheden og er bestilt af andre.
Sejlet sys sammen
Det færdigvævede uldstof er nu leveret til Vikingeskibsmuseet i 6 lange baner á 4 meter, og arbejdet med at tilpasse stofbanerne og sy sejlet sammen er gået i gang. Projektet har vist, at væverne fra væveskolen godt kan hamle op med både hastighed og kvalitet. De vævede i gennemsnit ca. 30 cm om dagen, hvilket er lidt mere end Anna Nørgaard kan væve på opstadvæven. "Jeg er meget tilfreds med resultatet af væveskolens arbejde. Kvaliteten er rigtig flot og ensartet. Det er et fantastisk godt stykke håndværk”, siger Anna Nørgaard.
Anna Nørgaard syr stofbanerne sammen i hånden med uldtråd, og hendes arbejde kan følges i Vikingeskibshallen søndag den 16. til onsdag den 19. samt fredag den 21. februar i museets åbningstid kl. 10 - 16.
Fakta:
Følg arbejdet med sejlsyningen
Anna Nørgaard arbejder i Vikingeskibshallen søndag den 16. til onsdag den 19. samt fredag den 21. til søndag d. 23. februar i museets åbningstid kl. 10 - 16.
Båden
Den originale båd er fra begyndelsen af 900-tallet og er 9,77 meter lang. Den lette og smidige båd har kunnet ros frem af fem par årer, og har også været udstyret med et sejl, der er rekonstrueret til at have været på 16 m2. Når båden står færdig, skal den bruges på udstillinger i ind- og udland til at formidle vikingeskibets historie, og båden er allerede planlagt til at deltage på udstillinger i Spanien i 2014 og måske også i Kina i 2015.
Vikingeskibsmuseet
Vindeboder 12, 4000 Roskilde, tlf.: 46 300 200
Åbent dagligt kl. 10.00 - 16.00
Entre: Børn/unge under 18 år har gratis adgang. Voksne 80,00 kr.