Med ankomsten til København afslutter Havhingsten et 3 ugers sommertogt, med besøg i Sjællandske havne og enkelte afstikkere til Kerteminde og Höganas på svenskekysten. Togtets første etape var en del af turisme- og oplevelsesprojektet ’Da Danmark Blev Til’ og på anden etape har besætning, vejr og vind bestemt ruten.
Togtet har budt på et hav af oplevelser; solbrændte næser, dramatisk sejlads og stille timer uden vind, filosoferen under den funklende stjernehimmel og hyggeligt fællesskab i den store besætning.
Tusindvis af interesserede har mødt skibet på kajen, hvor end det lagde til. Der er blevet svaret på spørgsmål om alt fra skib, sejladsoplevelser og det at være besætning om bord til toiletforhold, sovepladser og menu. Mange nysgerrige sommerturister og lokale har haft deres egen fortælling eller tilknytning til Havhingsten, og både kendskabet og kærligheden til det imponerende langskib er overvældende.
Når Havhingsten har sat fortøjningerne ved Toldboden bliver skibet der en lille uge. Til og med den 15. august vil der være åbent skib for københavnerne og byens turister, i dagtimerne. Derudover vil de mange øvrige vikingeattraktioner på Sjælland og i Skåne stille med aktiviteter og oplevelser på kajkanten.
I weekenden den 17.-18. august skifter Havhingsten havn og ligger til kaj i Frederiksholms kanal, for at deltage i et stor vikingemarked på Nationalmuseet – og derefter er det tilbage til museumshavnen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.