Vikingeskibsmuseets skibe på land for vinteren

Når Vikingeskibsmuseet trækker deres både på land lørdag den 27. oktober, sker det først og fremmest med rå muskelstyrke. Alle er meget velkomne til at lægge vejen forbi og kigge på.

 

På Vikingeskibsmuseet er sommeren først for alvor forbi den sidste lørdag i oktober, hvor Vikingeskibsmuseets bådelaug trækker deres fartøjer på land for vinteren.

Kom forbi Museumshavnen, hvor det syder af liv mens der bliver halet godt i skibe og tovværk.
Oplev en traditionsrig efterårsdag sammen med Vikingeskibsmuseets bådelaug til duften af tjære og linolie.

Et velfortjent hvil

Museets bådsamling kommer på land efter en sommer med mange sømil under kølen. Først i juli drog "Havhingsten fra Glendalough" – Vikingeskibsmuseets langskib – på sommertogt med sin 60-mand besætning. Besætningen havde fået frie tøjler til at sejle som vinden blæste, og de nåede til den svenske vestkyst. 

Slut-juni sejlede det store havgående handelsskib Ottar afsted fra Roskilde . Bådelauget sejlede skibet Rundt i Kattegat. 

Midt i Juli drog Vikingeskibsmuseets lille langskib - Helge Ask -  afsted fra Roskilde. De satte kursen mode Jyllands østkyst og sejlede fra Ebeltoft til Hals, før de vendte kølen mod Roskilde. 

SKIBE PÅ TOGT: <link internal-link internal link in current>Se eller gense alle skibenes togter her ...

Gå ombord i vikingers kulinariske verden

Trænger du til lidt frisk havluft i håret, duften af tjære i næsen og et lækkert måltid i maven, tilbyder Café Knarr en lækker brunchbuffet i alle weekender fra den 22. september. 

Cafeen anretter et lækkert brunchbord med brunch-klassikere som røræg med urter, røget bacon og skyr med honningcrunch og bærsovs. Menuen indeholder også nordiske specialiteter, som blandt andet nordisk hummus på flækærter, nordiske oste og ristede ramsløgspølser med hybenketchup. Der er noget for enhver smag!

LÆS MERE: <link internal-link internal link in current>Læs mere om Café Knarr, og se deres lækre menu her... 

Fakta
Optagningen af museets vikingeskibe finder sted lørdag den 27. oktober 2018.

Bådelaugene mødes allerede omkring kl. 10.00 og der vil være aktivitet omkring bådsamlingen hele dagen. 

Havhingsten hales på land af Vikingeskibsmuseets bådelaugsmedlemmer ca kl. 14.00

Entré: Indgang til Vikingeskibshallen koster: Voksne 85 kr., børn 0-17 år gratis. 


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen