Havhingsten fejrer 10-års dag
Den 4. september 2004 blev Havhingsten fra Glendalough navngivet af Hendes Majestæt Dronningen og derefter søsat af den 60-mand store besætning med hjælp af Vikingeskibsmuseets frivillige bådelaug.
Havhingsten er med sin længde på hele 30 meter verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib. Det originale skib - Skuldelev 2 - står udstillet i Vikingeskibshallen sammen med de fire andre skibe, der i 1962 blev udgravet ud for Skuldelev i Roskilde Fjord.
Skibet blev verdensberømt, da det gennemførte den spektakulære forsøgsrejse fra Roskilde, nord om Skotland til den irske hovedstad Dublin i 2007, og tilbage til Roskilde syd om England i 2008. På rejsen gjorde skibet stop i mange havne, og det var muligt at følge skibes sejlads via satellitkort på Vikingeskibsmuseets hjemmeside. Det blev en kæmpe formidlings succes - 1,5 million brugere fulgte med i gennem de 14 uger rejsen i alt varede.
Havhingsten fejrer sin 10-års fødselsdag langt fra Roskilde. Skibet er netop i dag, den 4. september 2014, ankommet til Berlins havn, for at blive klar til paraderoning gennem byen lørdag den 6. september og Dronningens besøg sammen med Forbundspræsident Gauck den 9. september i forbindelse med åbningen af udstillingen ’Die Wikinger’ og ’Vikingeskibsmuseets udstilling ’Schiffe der Wikinger’ i Martin-Gropius-Bau.
I dagens anledning har vi samlet nogle af de smukkeste billeder fra Havhingstens mange rejser.
Billederne er taget af fotograf Werner Karrasch.
» Klik på et af billederne for at se dem større og som serie.