Skibsfundene i Femern Bælt

Se årets særudstilling 'I Røg og Brand – Slaget i Femern Bælt, 1644'. Vi fortæller historien om det dramatiske søslag og arvefjendeopgøret mellem Danmark og Sverige, der sendte tre skibe til havets bund.

Havet sletter ingen spor

Udstillingen 'I Røg og Brand' viser resultatet af flere års marinarkæologiske undersøgelser, udført af danske og tyske forskere fra Vikingeskibsmuseet og Archäologisches Landesamt Schleswig‐Holstein på vegne af Femern A/S.

Med fundet af de tre skibsvrag Swarte Arent, Lindormen og Delmenhorst kan vi virkeliggøre de gruopvækkende hændelser, der bliver begyndelsen til enden på Danmarks magt i Østersøen. Det er en historie, der forgrener sig i utallige fortællinger med store perspektiver.

Eksplosioner og ildkamp til søs

Du kan opleve en stor visuel iscenesættelse af et dramatisk maleri fra søslaget, som levendegør eksplosioner, kanonrøg og mænd, der springer af borde.

Se også de spændende fund marinarkæologerne har hentet op fra bunden af Femern Bælt; fragmenter af bronzekanoner ødelagt af brand og eksplosion, og de dystre spor efter besætningerne. Genstandene giver et indtryk af ildkampen til søs og livet ombord på flådens skibe.

» Læs mere om de udstillede genstande i genstandskataloget.

Hvis du vil vide mere

Er du særligt interesseret i de marinarkæologiske undersøgelser af skibsvragene Swarte Arent, Delmenhorst og Lindormen eller i konflikten mellem Danmark og Sverige, der strækker sig over flere hundrede år? Har du lyst til at dykke ned i marinarkæologernes spændende arbejde? Eller vil du se glimt af arbejdet med at producere en udstilling?

Gå på opdagelse her på hjemmesiden i det online genstandskatalog og læs essays fra danske og udenlandske eksperter, der uddyber de store geopolitiske perspektiver i Torstensonfejden og 30-årskrigen, og zoomer helt ind på detaljer i skibsbygning og krigsførelse.

» Læs de nyeste essays fra eksperterne.

Du finder også en række små film, produceret under opbygningen af udstillingen, hvor vi inviterer dig bag kulissen til arbejdet med at udvælge, transportere og placere skibsmodeller og marinarkæologiske genstande.

» Se film fra arbejdet med udstillingen.

Genstandskatalog og essays opdateres løbende under hele udstillingsperioden.

Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde

Entré: 
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 280 DKK
Voksne: 150 DKK
Sæsonkort: 170 DKK
Børn 0-17 år: Altid gratis entré

Corona-info:
• 15 år og op: Husk coronapas/negativ test + Billed-ID
• Vikingeskibsmuseet har masser af plads ude og inde, så I skal ikke booke billetter
• Vi følger gældende Corona-regler og har masser af håndsprit
• Mad og drikke: Vikingeskibsmuseets Café Knarr har åbent dagligt