I vikingetiden vendte krigere og handelsmænd hjem fra togter, når sommeren gik på hæld. De imponerende langskibe og de tunge handelsskibe blev gjort klar til at komme på land for vinteren. Vikingerne havde respekt for vejrets kræfter, og sejlede derfor kun 'landeimellem' - det vil sige på åbent hav - i den tid, hvor vindene holdt fred.
Efteråret var dermed en tid, hvor man gjorde sig klar til den lange mørke vinter, og igen kunne samles om bålet. Her hørte man medrivende historier om Nordens guder og helte fortalt af 'Skjalden' - landsbyens bedste fortæller - og beretninger fra togter til fjerne lande.
Fra den 14. - 22. oktober, holder vi efterårsferie på ægte vikingemanér, når vi samles om bålet og i fortælleteltet til eventyrlige fortællinger fra Nordisk mytologi.
Det kan du opleve på Strandengen
På Strandengen kan hele familien dyste mod hinanden i vikingelege og finde familiens sejeste og skrappeste viking.
Efter den hårde dyst, kan I få varmen ved bålet, tage en pause i fortælleteltet, forsætte eventyret på en af de daglige familierundvisninger, eller gå på opdagelse i verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib.
Fortællinger fra den nordiske mytologi
I fortælleteltet på Strandengen byder vi indenfor til mytiske fortællinger om guder, jætter og skibe. Her våger den enøjede Odin, mens vi rykker sammen om fortællingerne om de overnaturlige skibe fra mytologien.
Er I klar til en god historie? Der var engang – I Asgård hvor vikingernes guder boede og i Udgård, hvor jætterne boede - nogle magiske og mystiske skibe.. Hør blandt andet om 'Skidbladner' – skibet, der altid har vinden i ryggen og kan foldes sammen, så det fylder så lidt, at det kan ligge i en håndflade og om dødsskibet 'Nagelfar', der er bygget af negle!
Familierundvisningen 'Tyrs mistede mod'
To gange dagligt kan børn og voksne deltage i familierundvisningen 'Tyrs mistede mod', som har den nordiske mytologi som omdrejningspunkt.
Her skal børnene hjælpe guden Tyr med at genfinde sit tabte mod, ved at løse en række opgaver, der kræver både kløgt, mod og samarbejde.
Opgaverne der skal løses, tager alle udgangspunkt i det maritime liv i vikingetiden og de fantastiske fortællinger fra den nordiske mytologi.
Krig, kamp og skarpe våben
De fleste vikingekrigere var udrustede med økse og skjold, mens stormanden kunne have kostbare våben, som sværd, hjelm og ringbrynje. Krigskunst har været et håndværk, som man har lært sig og trænet for at blive den bedste kriger, og dermed kunne håbe på at vende hjem til familien efter togtet.
I efterårsferien fremviser vikingekrigeren sine imponerende våben og viser hvordan man bruger dem.
Stig ombord på Havhingsten
Ved Strandengen ligger også langskibet 'Havhingsten fra Glendalough' ved en lav bro, så det er let for alle at komme en tur ombord. Havhingsten er verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib - hele 30 meter langt - og når man er ombord kan man rigtig fornemme, hvordan det var at være på togt med langskibene.
Birkakiks over bål
Ingen kriger kan klare sig uden mad, og derfor dufter der også skønt af nybagt brød i hele krigerlejren. De lækre fladbrød - eller Birkakiks, som de også kaldes - bages på jernpander over åben ild - de smager skønt efter en lang dag med leg og træning.
Det kan du opleve på værftet
På værftet kan du møde bådebyggerne, der er i fuld gang med en rekonstruktion af Skuldelev 5, et dansk krigsskib fra slutningen af vikingetiden. Kølen og de smukke stævne står færdige, og bådebyggerne er altid klar til at fortælle om det ældgamle håndværk. På museet bygges der med vikingetidens værktøj og teknikker, hvilket du kan se og lære meget mere om på bådeværftet.
Inde i værftshallen bygges der på en klinkbygget jolle på cirka ca. 16 fod, til Nationalparken Skjoldungernes Land.
'Byg Båd' værksted for kreative børn og voksne
På bådeværftet kan du også selv afprøve dine evner indenfor bådebygning i vores åbne værksted. Kun fantasien sætter grænser. Men husk, at en god båd skal kunne flyde, være stabil i vandet og være i stand til at sejle. Har børnene hørt fortællingerne om gudernes skibe i fortælleteltet, kan de lade sig inspirere til at give deres båd guddommelige egenskaber vha. farvekridt, papir og god fantasi.
Særrundvisning - Skuldelev 5 og rekonstruktionerne
Skuldelev 5 rundvisningen tager udgangspunkt i historien om Skuldelev 5 og den rekonstruktion af skibet, som tidligere er blevet bygget af Vikingeskibsmuseets bådeværft, samt den nye rekonstruktion, som vil være undervejs de næste par år.
Turen går forbi det originale Skuldelev 5 skib i Vikingeskibshallen, rekonstruktionen Helge Ask i museumshavnen og den nye rekonstruktion på værftet, som er startet op i år. Få mere at vide om byggeprojektet, vigtigheden og selve essensen af eksperimental arkæologien og arbejdet på værftet.
Få svar på spørgsmål som: hvorfor vi rekonstruerer Skuldelev 5 endnu engang. Hvad gør vi anderledes nu? Og hvorfor gjorde vi ikke det for 30 år siden? Er vi blevet klogere siden da?
Udforsk Vikingeskinshallen på egen hånd
Vi har også sørget for, at der er masser at tage sig til, hvis man vil opleve museet på egen hånd.
I Vikingeskibshallen kan I hjælpe med at løse MuseumsMysteriet, der er et digitalt spil, I kan spille på jeres egne telefoner.
Lyt til museets Audioguide, hvor der er fortællinger for både børn og voksne - og en række særlige 'ekspertfortællinger' for dem, der vil gå rigtig i dybden.
Stig ombord - oplev et døgn til søs - på 10 minutter...
I museets særlige, børnevenlige udstilling om vikingernes rejser til søs er det muligt at klæde sig ud som vikinger og gå ombord i de to store skibe, der er omgivet af 'levende vægge', der får skibene til at sejle af sted over havet.
Efterårsferieprogram 14. - 22. oktober 2023:
Rundvisninger og fortællinger:
11.00: Fortællinger for børn (dansk)
11.30: Særrundvisningen: Skuldelev 5 og rekonstruktionerne (engelsk)
12.00: Krigertalk på Strandengen (dansk og engelsk)
12.30: Familierundvisning: Tyrs mistede mod (dansk)
13.30: Fortællinger for børn (engelsk)
14.00: Krigertalk på Strandengen (dansk og engelsk)
14.00: Særrundvisningen: Skuldelev 5 og rekonstruktionerne (dansk)
14.30: Familierundvisning: Tyrs mistede mod (engelsk)
15.00: Fortællinger for børn (dansk)
Aktiviteter:
• Bag birkakiks over åben ild
• Kæmp med sværd og skjold
• Byg båd i værkstedet
• Gå ombord i vikingeskibe
• Klæd dig som en viking
• Dyst i vikingelege
• Løs MuseumsMysteriet - et digitalt spil på din egen telefon
• Hør Audioguiden på din egen telefon
Aktiviteternes åbningstid:
14. - 22. oktober 2023: 10.30-16.30
Museets åbningstid:
Alle dage 10.00-17.00
» Tjek kalenderen og se hvad der ellers sker på museet i efteråret...
Entré:
Børn og unge under 18 år gratis adgang.
Voksne: 160 DKK
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 300,00 DKK
Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde