Efterårsferien varer helt til søndag...

Mission Valhalla på Vikingeskibsmuseet i efterårsferien

Der er fuld gang i bål, fortællinger, 'Mission Valhalla' og meget mere på Vikingeskibsmuseet i efterårsferien. I kan stadig nå at opleve det hele til og med søndag den 23. oktober.

Fortællinger fra den nordiske mytologi

I fortælleteltet på Strandengen byder vi indenfor til mytiske fortællinger om guder, jætter og skibe. Her våger den enøjede Odin, mens vi rykker sammen om fortællingerne om de overnaturlige skibe fra mytologien.

Hør blandt andet om 'Skidbladner' – skibet, der altid har vinden i ryggen og kan foldes sammen, så det fylder så lidt, at det kan ligge i en håndflade.

Fakta om fortællinger fra den nordiske mytologi

Tidspunkt: hver dag kl. 11.00 og kl. 15.00 på dansk og kl. 13.30 på engelsk
Varighed: ca. 30 minutter

Familierundvisningen 'Mission Valhalla'

To gange dagligt kan børn og voksne deltage i familierundvisningen 'Mission Valhalla', som har den nordiske mytologi som omdrejningspunkt.

Her skal børnene hjælpe guden Tyr med at genfinde sit tabte mod, ved at løse en række opgaver, der kræver både kløgt, mod og samarbejde.

Opgaverne der skal løses tager alle udgangspunkt i det maritime liv i vikingetiden og de fantastiske fortællinger fra den nordiske mytologi.   

Mission Valhalla tager afsæt i DR’s koncept.

Fakta om Familierundvisningerne ’Mission Valhalla’

Tidspunkt: Hver dag kl. 12.30 på dansk og kl. 14.30 på engelsk
Varighed: ca. 30 minutter

Tør I besøge krigerlejren?

I krigerlejren på Strandengen kan hele familien dyste mod hinanden og finde familiens sejeste og skrappeste viking. I vikingetiden var 'vikingelege' ikke bare for sjov. Legene udvikler nemlig de evner, man skal bruge som kriger og derfor blev legene også brugt til at holde krigerne i form imellem togterne.

Stig ombord på verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib

Ved Strandengen ligger også langskibet 'Havhingsten fra Glendalough' ved en lav bro, så det er let for alle at komme en tur ombord. Havhingsten er verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib - hele 30 meter langt - og når man er ombord kan man rigtig fornemme, hvordan det var at være på togt med langskibene.

Birkakiks over bål

Ingen kriger kan klare sig uden mad og derfor dufter der også skønt af nybagt brød i hele krigerlejren. De lækre fladbrød - eller Birkakiks, som de også kaldes - bages på jernpander over åben ild - de smager skønt efter en lang dag med leg og træning. 

Værftet

På værftet er der flere spændende ting at se og opleve i disse uger. Kølen på den nye rekonstruktion af Skuldelev 5, et dansk krigsskib fra slutningen af vikingetiden, er blevet færdig og kan beskues på værftspladsen. På værftspladsen findes også Estrid Byrding, den seneste færdigbyggede rekonstruktionen af Skuldelev 3.

Inde i værftshallen bygges der på en lille Gokstadbåd, hvor køl og stævn er rejst. Bådebyggerne går nu i gang med bordene (plankerne på siderne), hvor en del af overskudsmaterialet fra Skuldelev 3 byggeriet kan anvendes.

'Byg Båd' værksted for kreative børn og voksne

På bådeværftet kan du også selv afprøve dine evner indenfor bådebygning i vores åbne værksted. Kun fantasien sætter grænser. Men husk, at en god båd skal kunne flyde, være stabil i vandet og være i stand til at sejle. Har børnene hørt fortællingerne om gudernes skibe i fortælleteltet, kan de lade sig inspirere til at give deres båd guddommelige egenskaber vha. farvekridt, papir og god fantasi.

Særrundvisning - Skuldelev 5 og rekonstruktionerne

Skuldelev 5 rundvisningen tager udgangspunkt i historien om Skuldelev 5 og den rekonstruktion af skibet, som tidligere er blevet bygget af Vikingeskibsmuseets bådeværft, samt den nye rekonstruktion, som vil være undervejs de næste par år.

Turen går forbi det originale Skuldelev 5 skib i Vikingeskibshallen, rekonstruktionen Helge Ask i museumshavnen og den nye rekonstruktion på værftet, som er startet op i år. Få mere at vide om byggeprojektet, vigtigheden og selve essensen af eksperimental arkæologien og arbejdet på værftet.

Få svar på spørgsmål som: hvorfor vi rekonstruerer Skuldelev 5 endnu engang. Hvad gør vi anderledes nu? Og hvorfor gjorde vi ikke det for 30 år siden? Er vi blevet klogere siden da?

Fakta om Skuldelev 5 rundvisningen

Tidspunkt: hver dag Kl. 11.30 på engelsk og kl. 14.00 på dansk
Varighed: ca. 1 time

Udforsk museet på egen hånd

Vi har også sørget for, at der er masser at tage sig til, hvis man vil opleve museet på egen hånd.

I Vikingeskibshallen kan I hjælpe med at løse MuseumsMysteriet, der er et digitalt spil, I kan spille på jeres egne telefoner.

Lyt til museets Audioguide, hvor der er fortællinger for både børn og voksne - og en række særlige 'ekspertfortællinger' for dem, der vil gå rigtig i dybden.

Stig ombord - oplev et døgn til søs - på 10 minutter...

I museets særlige, børnevenlige udstilling om vikingernes rejser til søs er det muligt at klæde sig ud som vikinger og gå ombord i de to store skibe, der er omgivet af 'levende vægge', der får skibene til at sejle af sted over havet.

Efterårsferieprogram 15. - 23. oktober 2022:

Rundvisninger og fortællinger:

11.00: Fortællinger for børn (dansk)
11.30: Særrundvisningen: Skuldelev 5 og rekonstruktionerne (engelsk)
12.30: Familierundvisning: Mission Valhalla (dansk)
13.30: Fortællinger for børn (engelsk)
14.00: Særrundvisningen: Skuldelev 5 og rekonstruktionerne (dansk)
14.30: Familierundvisning: Mission Valhalla (engelsk)
15.00: Fortællinger for børn (dansk)

Aktiviteter:
• Bag birkakiks over åben ild
• Kæmp med sværd og skjold
• Byg båd i værkstedet
• Gå ombord i vikingeskibe
• Klæd dig som en viking
• Dyst i vikingelege
• Løs MuseumsMysteriet - et digitalt spil på din egen telefon
• Hør Audioguiden på din egen telefon

Aktiviteternes åbningstid:
15. - 23. oktober 2022: 10.30-16.30

Museets åbningstid:
Alle dage 10.00-17.00

» Tjek kalenderen og se hvad der ellers sker på museet i efteråret...

Entré:
Børn og unge under 18 år gratis adgang.
Voksne: 160 DKK 
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 300,00 DKK

Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde