Havhingsten klar til at krydse Nordsøen
Efter 10 døgns venten ved Norges sydspids er Havhingsten nu fremme ved Egersund på Norges vestkyst.
Herfra er der cirka 300 sømil til Orkneyøerne.
Vejrudsigterne ser lovende ud. Søndag aften har meteorologerne lovet østlig vind, som de kommende døgn drejer mod nordvest. Derfor er planen, at Havhingsten og den 65 mand store besætning på verdens største rekonstruktion af et vikingeskib stikker til søs med kurs mod Orkneyøerne tidligt søndag aften.
Vinden vil være hård og tiltagende – fra 10 sekundmeter til 15 sekundmeter eller mere. Ifølge beregningerne vil det tage Havhingsten toethalvt til tre døgn at krydse Nordsøen med den vind, vejrudsigterne lover.
Havhingsten sætter kurs mod Kirkwall – hovedbyen på Orkneyøerne. Når skibet anduver det nordlige Skotland, er Havhingsten omtrent halvvejs på sit historiske togt fra Roskilde til Dublin.
Togtet over Nordsøen vil være den længste enkeltetape på Havhingstens forsøgssejlads. Efter et stop på Orkneyøerne vil skib og besætning stå overfor den vanskeligste del af rejsen, farvandene nord og vest for Skotland, som siges at være Europas farligste og nogle af de vanskeligste i verden at besejle.
Følg togtet time for time
Under hele togtet vil www.havhingsten.dk have seneste nyt fra skibet, dets aktuelle position, fart, kurs samt vejrdata. Hjemmesiden er både på dansk og engelsk.
Af: Henrik Kastoft