Havhingsten sejler uden om London

Det ville have været et fantastisk foto. Havhingstens knejsende stævn foran Londons vartegn, Tower Bridge. Men det bliver ikke denne gang.

 

I de sidste måneder har Vikingeskibsmuseet i samarbejde med den danske ambassade i London, foretaget forskellige vurderinger af, om museets kronjuvel Havhingsten fra Glendalough, skulle lægge vejen forbi London og Tower Bridge, når skibet vender hjem til Danmark næste sommer.

Hellere stor et lille sted end lille et stort sted

”Vi har været grundige i vores analyse, og der er meget på spil for museet i denne sag”, fortæller Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgaard-Sørensen og fortsætter: ”Det ville kræve en ekstraordinær stor indsats fra museet, hvis et besøg skulle blive en succes. Med en by som London, med et indbyggertal på over 9 millioner og hundrede tusindvis af turister, er der stor risiko for at forsvinde i de mange øvrige kulturelle tilbud. Udover dette faktum, skal der bruges mindst to døgn på transport op og ned ad Themsen – dage som skal trækkes fra en i forvejen meget presset sejlplan på kun seks uger”.

Men der er andre gode alternativer – som oven i købet ligger langs sejlruten.

”Vi vil nu satse på en havn på den sejlrute skibet i forvejen følger gennem den Engelske Kanal, og der er mange gode alternativer: Portsmouth ligger lige som en af Englands vigtigste havnebyer, når det drejer sig om landets lange historie som søfartsnation. Her vil et skib som Havhingsten med sikkerhed tiltrække opmærksomhed”, fortæller Tinna Damgård-Sørensen.

Vikingeskibsmuseet ønsker at bruge et besøg til at skabe optimal opmærksomhed omkring projektet, som museet har valgt at kalde ”Fuldblod på Havet”. Skibet, og dets besætning på 61 mænd og kvinder fra hele verden, kan fortælle en historie om et af Vikingetidens mest spektakulære militære instrumenter, som gav Danmark en stærk magtposition i Europa. Men skibet fortæller også en historie om et imponerende håndelag for skibsbygning og sømandskab.

”Vi sætter ikke kun Vikingeskibsmuseet på det kulturelle og historiske verdenskort. Skibet og projektet er med til at markedsføre Danmark i et omfang og på en måde, som måler sig med de største danske sportspræstationer i nyere tid, og netop derfor er det vigtigt at vi vælger det rigtige sted!”, slutter Tinna Damgård-Sørensen.

Af: Preben Rather Sørensen