Forsøgsrejsen med den 30 meter lange vikingeskibsrekonstruktion ”Havhingsten fra Grendaloughs” tur Roskilde - Dublin tur/retur har kastet videnskabelig dokumentation af sig, skabt kontakter på tværs af landene og ikke mindst regulære venskaber.
Et af de mere spektakulære venskaber blev indgået i går aftes, da de to borgmestre Paddy Bourke, Dublin, og Poul Lindor Nielsen, Roskilde, ved en smuk ceremoni på Dublin gamle rådhus tog afsked med Havhingsten. Og samtidig knyttede et særligt bånd mellem de to byer, dels ved en såkaldt ”venskabserklæring” og oprettelsen af en fælles tidskapsel, som skal nedgraves i Roskilde. Egentlige venskabsbyer er der endnu ikke tale om endnu, men der er nok nogle som håber…
I tidskapslen er lagt en række repræsentative effekter fra de to byer, fra børnene, fra kulturen og samlet de skal repræsentere vores tid. I 250 år må tidskapslen ikke åbnes. Det bliver en opgave for andre.
Af Lars Normann
Fest når Havhingsten sejler fra Dublin i morgen
Verdens største vikingeskibsrekonstruktion vender hjem. Forsøgsrejsens 2. etape slutter i Roskilde den 9. august
61 besætningsmedlemmer ombord den 30 meter lange ”Havhingsten fra Glendalough” bliver med garanti allerede dyngvåde midt i Dublin Harbour i morgen middag.
Tusinder af irere vil sige farvel langs kajerne til skib og besætning. Skibet overvintrede på det nationale museum og havnens slæbebåde vil spule farvel for fuld tryk.
Havhingsten blev oprindeligt bygget af en flok entreprenante vikinger for 1.000 år siden i et område nær Dublin og irerne har taget det videnskabelige forsøgsprojekt fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde helt til deres hjerter. Byen er flagsmykket med Havhingstens logo i anledning af afrejsen.
Bystyret har sat tryk på at festligholde begivenheden, hvilket dog ikke kan skjule den barske vejrudsigt, der se ud til at sende Havhingsten i det Irske Hav stedvist med vindstyrker op til 20 meter i sekundet fra syd.
Skipper Carsten Hvid har også studeret vejrudsigten:
- Som sædvanlig vil vi ikke gå på kompromis med sikkerheden, og vi går til nærmeste havn, når og hvis det bliver nødvendigt. Også selv om vi i år har været så utrolig heldige, at få den bomstærke ledsagebåd, dykker- og kabelskibet Cable One, med hele vejen fra Dublin til indsejlingen af Limfjorden.
- Cable One stod også til vores disposition en del af turens sidste år. Dette skib, som normalt har mange forskellige specialopgaver, er naturligvis meget dyrt at bruge. I år har Nordea Fonden garanteret økonomien, siger Carsten Hvid.
Af Lars Normann