Vinden spiller i Claus Laage-Thomsens grå hår, mens han står på flydebroen i Ramsgate fire meter under bolværkets øverste kant og spiser sin morgenmad, havregrød med mysli:
”Uhm”, siger manden, der har fået havregrød hver morgen siden afrejsen fra Dublin den 29. juli. ”Jeg elsker havregrød”, siger han optimistisk. Man kan ikke mærke på ham, at han om en time sejler den definitivt sidste tur med Havhingsten. Et fireårigt kærlighedsforhold til Havhingsten er nu næsten slut.
Som en af de få har Claus være med fra Havhingstens første forsigtige færd med prøvesejladser på fjorden i 2005, toget til Norge i 2006, forsøgsrejsen til Dublin 2007 og nu står han af efter halvdelen af årets togt hjem fra Dublin. Claus er en af de personer, som har sejlet flest sømil med Havhingsten. I Lowestoft kommer efter planerne 16 nye gaster og 16 står af. Det er ikke alle, der kan afse de seks uger, det tager at sejle hjem fra Dublin. Arbejde eller familie kalder for mange. For Claus er det hensynet til familien, der gør, at han i år har valgt at stå af på halvvejen.
”Jeg må nøjes med en halv tur i år. Jeg skal møde min familie i Normandiet på sommerferie. Nu har jeg trukket nok på dem. Men det rykker stadig i mig for at fortsætte med Havhingsten, men beslutningen er taget for længe siden”, siger Claus.
”Det er helt elementært stadig enormt sjovt og spændende at sejle Havhingsten. Jeg holder meget af at lære en masse nye mennesker at kende. Men også det håndværksmæssige, sømandskabet, har min store interesse. Jeg har i 25 år sejlet med i lauget omkring Vikingeskibsmuseets første rekonstruktion, Roar Ege”.
”På en forsøgsrejse som denne, kan man altid lære mere. Jeg er med til at udvikle nye metoder til at optimere sejladsen Jeg håber, at komme hjem med nogle forbedrede sejlkompetencer, som jeg kan bruge på Roar Ege.
”Jeg har også opdaget, at der gemmer sig en lille eventyrer i mig. Jeg er jo ellers ikke speciel eventyrlysten af natur, men der må ligge noget gemt i mig, for jeg kan mærke, det kommer frem, når jeg er ude på de store have”.
”For mig har det fx været helt fantastisk at komme ud af de indre danske farvande, hvor jeg har plasket rundt med vikingeskibe i mange år. Når jeg står og kigger ud over Atlanten og ved, at Amerika ligger på den anden side, fascinerer det mig. Mødet med de store naturkræfter gør også indtryk. Det samme gør de nye havne og nye kyster, der rejser sig op fra havet og klipperne”.
Det er almindelig kendt, at de for øjeblikket 59 besætningsmedlemmer lever ekstremt tæt sammen. Det har også gjort indtryk på Claus:
”Jeg har faktisk gennem livet vænnet mig til at være tæt sammen med mange mennesker. Men Havhingsten stiller sine helt egne meget hårde betingelser på grund af, at vi er ufatteligt tæt sammen. Her kan jeg mærke, at jeg ind i mellem må træde et par skridt tilbage og forsøge at skabe et personligt rum omkring mig. Så sætter jeg mig lidt for mig selv. Det er man nødt til, for ingen kan være på hele tiden”.
”Jeg vil i øvrigt gerne benytte lejligheden til at sige tak for et godt kammeratskab til resten af besætningen og det samme for hjælpsomheden og arbejdsfællesskabet. Det er de ting, som har båret projektet igennem. Vi har løftet sammen og alle har mærket, at man var en del af en helhed”, siger Claus Laage-Thomsen.
