Fond støtter med kvart million
Augustinus Fonden har netop meddelt, at den støtter den historiske vikingeskibssejlads fra Roskilde til Dublin.
En af landets store fonde til almene og velgørende formål, Augustinus Fonden, går nu ind i projekt ’Fuldblod på havet’, og er med en gavmild donation på 250.000 kroner med til at sikre gennemførelsen af det største eksperimental arkæologiske projekt nogensinde.
Med et samlet budget på 15-20 mio. kroner for sejladsen fra Roskilde til Dublin og hjem igen, er der hårdt brug for al den økonomiske hjælp, det er muligt at få.
”Vi er meget glade for Augustinus Fondens donation. Vikingeskibsmuseet har i forvejen vendt og drejet hver 25-øre og lagt en meget betydelig del af museets samlede økonomi i sejladsen. Det gør vi, fordi det er så uhørt vigtigt for os at gennemføre denne enestående sejlads og den forskning, som følger i kølvandet,” siger Preben Rather Sørensen, som er Vikingeskibsmuseets leder af projektet.
”Vikingeskibsmuseet skiller sig ud fra de fleste forskningsinstitutioner ved, at vi så at sige forsker i skala 1:1. Når vi vil vide, hvordan vikingerne byggede deres skibe – ja, så rekonstruerer vi et skib. Når vi vil vide, hvordan skibene sejlede og hvad det betød for vikingernes mulighed for at kontrollere et så stort territorium, som de gjorde – ja, så sejler vi over Nordsøen, nord om Skotland og videre til Dublin, sådan som det sker 1. juli i år med Havhingsten”.
”Det er altid velgørende med et økonomisk skulderklap. Donationen fra Augustinus Fonden tager vi også som en anerkendelse af den forskning og formidling, som er et af Vikingeskibsmuseet varemærker,” slutter Preben Rather Sørensen.
Havhingsten fra Glendalough er med sine 30 meter verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib. 1. juli sejler skib og den 65 mand store besætning ud på en 1.000 sømil lang rejse, som ingen i 1.000 år har vovet sig ud på. Det sker nøjagtig 50 år efter at de fem Skuldelev-skibe blev udgravet på bunden af Roskilde Fjord. Havhingsten er en rekonstruktion af Skuldelev 2-vraget, et krigsskib som blev bygget i 1042 i Irlands hovedstad Dublin, som blev grundlagt af vikinger.
Af: Henrik Kastoft