Giv kysttraditionerne videre - tilmeld dig kystvejlederuddannelsen

Kystvejlederuddannelsen på Vikingeskibsmuseet. Copyright, Vikingeskibsmuseet.
Det første af i alt seks kurser på Kystvejlederuddannelsen foregår fredag d. 5. til søndag d. 8. april og har fokus på tradition, brug og vedligehold af den klinkbyggede båd.

Lær at sejle med en kystvejlederuddannelse, der giver kompetencer til at undervise i sejlads- og kystfriluftsliv på højskoler, efterskoler, socialpædagogiske institutioner, nationalparker og i foreninger.

Vikingeskibe og andre traditionelle danske fartøjer af træ pryder de danske fjorde, sunde og bælter. Vores kystlandskab ville ikke være det samme uden bådene, der har en tusindårig tradition bag deres smukke linjer og flotte sejl.

Fartøjerne er sjove at sejle i, og de rummer masser af interessante fortællinger om vores maritime fortid, hvor bådene var levevej for mennesker langs kysterne.

Gennem kystvejlederuddannelsen lærer du at ro, fiske og sejle ud i det blå i de traditionelle åbne træbåde. Du behøver ikke at kunne sejle for at tage uddannelsen, men du skal have mod på eventyr langs de danske kyster.

Praktisk træning i Vikingeskibsmuseets både

Uddannelsen er bygget op omkring seks kurser af 3-4 dages varighed. Kurserne er placeret i forlængede weekender.

Den studerende skal desuden afsætte tid til træning og praktik, hvilket blandt andet er muligt at gøre i Vikingeskibsmuseets traditionelle både.

Uddannelsen foregår primært på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, men der er også ture og ekskursioner til Strynø, Holbæk og Roskilde fjord.

Den klinkbyggede åbne båd - tradition, brug og vedligehold:
Fredag den 5. til søndag den 7. april 2024

Bådførerkursus:
Torsdag den 25. til søndag den 28. april 2024

Instruktørkursus 1:
Torsdag den 9. til søndag den 12. maj 2024

Instruktørkursus 2:
Torsdag den 13. til søndag den 16. juni 2024

Vejleder 1 - Praktikforløb på Vikingeskibsmuseet (sommer):
Fem dage ialt - aftales individuelt (i en af ugerne 28-31)

Vejleder i sejlads og kystfriluftsliv 2:
Torsdag den 22. til søndag den 25. august 2024

Vejleder i sejlads og kystfriluftsliv 3:
Fredag den 20. til søndag den 22. september 2024

» Læs mere om uddannelsen her, hvor du også finder studieplan, tilmeldingsformular og priser.

Vær med til at holde kulturarven levende

Nordens klinkbyggede træbåde – og traditionerne omkring dem – er anerkendt af UNESCO som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer.

På kystvejlederkurserne tager Vikingeskibsmuseets dygtige fagpersonale de studerende med på en kropslig og åndelig dannelsesrejse ind i bådenes verden.

Kursisterne lærer at sejle smakkeriggede og råsejlsriggede fartøjer. De lærer om tovværk og rigning, og beskæftiger sig med rebslagning, tjæring og vedligehold af bådene.

Uddannelsen giver også eksempler på, hvordan man igennem sejlads og kystfriluftsliv, kan være med til at tage vare på vores levende maritime kulturarv.

Bliv vejleder i sejlads og friluftsliv

Gennem kystfriluftslivet kan vi opleve og formidle vores fælles kulturhistorie og ved at sejle med de traditionelle åbne træbåde skabes forbindelsen mellem fortid og nutid.

På kystvejlederuddannelsen får kursisterne gode sejlkundskaber og oplevelser ved de danske kyster, der skærper selvforståelsen og kendskabet til den maritime fortid og identitet.

Som kystvejledere kan I hjælpe med at holde traditionerne i live ved at give kundskaber i kystfriluftsliv videre til en ny generation.  

Bred uddannelse - der kan bruges i praksis

Kystvejlederuddannelsen er tilrettelagt for lærere, pædagoger, naturvejledere, fritidsledere og museumsformidlere, der arbejder professionelt med friluftsliv - eller ønsker sig at komme til det.

Uddannelsen er også åben for jobsøgende, studerende, foreningsaktive, bådebyggere, historikere og andre interesserede, der har mod på at indtage kystfriluftslivet.

Kursisterne bliver uddannet bådfører, instruktør og vejleder i sejlads- og kystfriluftsliv, og den studerende får således både formelle og reelle sejl- og formidlingskompetencer på kystvejlederuddannelsen.

Efter gennemført kursusforløb har den nyuddannede vejleder fuld kompetence til at undervise i sejlads- og kystfriluftsliv på højskoler, efterskoler, museer og pædagogiske institutioner.

Faglige undervisere

På instruktørkurserne er der fokus på instruktionsteknik, og de studerende arbejder med formidling og får afprøvet deres kompetencer på eksterne besøgsgrupper.

På vejledningskurserne arbejdes der med vejledningsteknik. Vejledning i kystfriluftsliv er betegnelsen for helhedsintegreret kropslig læring, hvor der læres i og af situationen.

Vi arbejder desuden med sikkerhed, blandt andet gennem konkrete kæntringsøvelser.

De studerende gennemgår også et søsikkerhedskursus, hvor de lærer at håndtere redningsflåder og får færdigheder i at agere korrekt, hvis uheldet er ude.

Hele uddannelsen afsluttes over en weekend, hvor de studerende skal til eksamen. Her skal de vise praktiske kundskaber og formidlingskompetencer i mødet med en ekstern gruppe.

» Tilmeld dig kystvejlederuddannelsen her... 

Kontaktperson og undervisningsleder:  
Jakob Haahr, Vikingeskibsmuseet,
jha(at)vikingeskibsmuseet.dk
Tlf.: 20 13 25 78