Museum forlænger aktiviteter: Internationale gæster på vej tilbage

Det summer af liv på Vikingeskibsmuseet - og endda på mange forskellige sprog. Trods en stille start på turistsæsonen, ser det nu ud til, at de udenlandske turister er på vej tilbage til Roskilde.

Det summer af liv på Vikingeskibsmuseet - og endda på mange forskellige sprog. Trods en stille start på turistsæsonen, ser det nu ud til, at de udenlandske turister er på vej tilbage til Roskilde.

Meget er blevet vendt på hovedet det seneste 1½ år, og netop fraværet af de mange internationale gæster har været meget mærkbart på Vikingeskibsmuseet.

"Vi glæder os over opbakningen fra det danske publikum, der også har været stor her i sommer", fortæller Rikke Johansen, kommunikationsansvarlig på Vikingeskibsmuseet. "Men vi så med bange anelser hen til afslutningen på den danske skolesommerferie, hvor der jo - i sagen natur - ikke kan forventes lige så mange glade børnefamilier, men de danske gæster er afløst af både tyske, hollandske og sydeuropæiske familier".

Daglige rundvisninger på dansk og engelsk

Den stigende interesse har fået Vikingeskibsmuseet til at forlænge sommerens mange aktiviteter, men med et sprogtwist:

"Vi har ændret i rundvisningerne, så der nu er to daglige rundvisninger på engelsk og en daglig rundvisning på dansk, ligesom vi holder fast i, at en af familierundvisningerne også er på både engelsk og dansk hver dag.

Sejladser er tilbage

Både i 2020 og indtil nu i 2021 har museet, pga. afstandskravet, ikke haft mulighed for at sætte sejl på de 'åbne' bådture, hvor gæsterne køber billet til turen på dagen, idet gæsterne kommer indenfor 2 meters afstand, når der skal sættes sejl og manøvreres.

Derfor har museet i stedet tilbudt roture, hvor det er lettere at holde stor afstand mellem gæsterne, men med de nye afstandsanbefalinger er det igen muligt både at sejle med sejl og ro:

"Vi bruger vores store Færøbåde til bådturene på fjorden, og de er faktisk så store, at det er muligt at sidde med 1 meters afstand, selv om næsten alle årer er bemandede, så nu kan vi tage 20 gæster med ud ad gangen, mod 9 i  'corona-tiden'", fortæller Rikke Johansen. "Men vi holder fast i de gode vaner, og spritter redningsveste og båden af mellem hver tur, så det fortsat er trygt at deltage".

Sejl i vikingernes kølvand

Fra den 19. august vil en af de daglige bådture også igen blive en 'rigtig' sejltur. På dagens første afgang, der afgår omkring kl. 11.00 hver dag, vil der nemlig også blive sat sejl. De øvrige øvrige afgange er fortsat roture:

"Vi har oplevet, at rigtig mange gæster er virkelig glade for roturene på fjorden, og faktisk ikke savner at der sættes sejl. Derfor har vi fastholdt muligheden for roture og så skal vi evaluere og se, om det fremadrettet bliver et fast tilbud med 'rene' roture".
 

Man kan købe billet til de daglige sejl- og roture på dagen fra kl. 10.00,
Hvis man er en gruppe der booker en bådtur er det også muligt både at sejle med sejl og ro. Man kan se afgangstider på museets hjemmeside og her kan man også se, hvordan man booker gruppesejladser. 

De åbne sejladser forsætter efter planen frem til den 19. september, mens grupper kan booke til og med den 30. september. 

Ikke som før corona

Trods glæden over den gryende interesse fra udlandet og den store danske opbakning til museet, er det dog stadig ikke, som før corona:

"I sommerferieugerne har vi ligget på ca. 50% af besøgstallet fra 2019, så der er jo lang vej til, vi kan klappe i hænderne - men vi klapper alligevel os selv på ryggen, for vi kan se i vores gæsteanalyser, at de gæster, der har besøgt os er meget tilfredse med alle de nye tilbud, og blandt andet er der blevet taget godt imod de nye digitale guider og det digitale spil, der er kommet i Vikingeskibshallen", siger Rikke Johansen.

"Og så må vi også bare konstatere, at det nye 'Byg-Båd' værksted er en kæmpe succes - der er bygget både, som aldrig før og gæsterne hygger sig helt ufatteligt meget med at skabe noget sammen". 

Holder vejret efter et trægt forår

Med en træg start på sæsonen efter corona-nedlukningen, er det stadig for tidligt at sige noget om, hvordan årets resultat bliver. VisitDenmarks attraktionsliste, der lige er udkommet for 2020, viser, at Vikingeskibsmuseet i 2020 var den 90. mest besøgte attraktion i Danmark, mens placering i 2019 var en flot 43. plads.

De hårde, faktiske tal viser, at mens der i 2019 var 170.547 gæster, der løste billet til Vikingeskibsmuseet, oplevede museet i 2020 et dramatisk fald på 114.097 gæster (-67%) så året resultat blev på 56.450 indløste billetter.

Forlængelse af aktiviteter

Derfor holder man nu vejret på museet, hvor der krydses fingere for, at de udenlandske turister vil være med til at sikre et bedre efterår, end det blev i 2020:

"Det giver håb om, at vi kan vende tilbage til tiden før corona, når man går rundt på museet og hører fremmede sprog, og vi kan også mærke, at flere danskere uden børn også har valgt at lægge deres ferie her i august, og derfor forlænger vi sommerens aktivitetsprogram, så der virkelig er noget at komme efter".

Men museet nøjes ikke med at håbe og krydse fingere, for det gælder om at tænke kreativt og være klar til at følge med udviklingen i turismen.
Derfor overvåges besøgstallene meget nøje, så man kan sætte ind med de rigtige tilbud og heller ikke stiller aktiviteter til rådighed, som der ikke er gæster nok til at få glæde af:

"Vi vurderer løbende, hvad vi skal have åbent af aktiviteter - faktisk nærmest uge for uge - og indtil videre forsætter vi med rundvisninger, 'pop-up' formidling og aktiviteterne på græsplænen til og med den 5. september med mulighed for forlængelse, hvis der viser sig fortsat, at være mange gæster. Sejladserne fortsætter til og med den 19. september mens bådebyggerne viser deres arbejde på vikingeskibet frem til og med efterårsferien, ligesom 'Byg-Båd' værkstedet også holder åbent lige så længe".

Vikingeskibsmuseets Café Knarr har også stadig åbent - også for gæster uden billet til museet - alle dage kl. 10 - 17, og det er kun ved indendørs servering i Caféen, at der skal vises coronapas efter de gældende restriktioner.
 

Fakta:
Sensommer på Vikingeskibsmuseet


Åbningstider:
Til og med 24. oktober, alle dage: 10.00 - 17.00.
Resten af året, alle dage: 10.00- 16.00

Sejladser, 'køb-på-dagen': Til og med 19. september
Sejladser, bookede grupper: Til og med 30. september

Udendørs rundvisninger på museumsøen: Til og med 3. oktober kl. 11.00 (ENG), 13.00 (DK) og 15.00 (ENG)

Familierundvisninger - Ta' med på krigstogt: Til og med 3. oktober kl. 12.30 og kl. 14.00

Tjek kalenderen for at se, hvad der sker den dag, du kommer: https://www.vikingeskibsmuseet.dk/besoeg/kalender

Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde

Åbningstider: Alle dage 10.00 - 17.00

Priser:
Voksne: 150,00 DKK
Familie (2 voksne og børn under 18 år): 280,00 DKK
Under 18 år: Altid gratis entré


Oprettet af Lærke Søgård og Rikke Johansen