For at blive klogere på forureningsgraden i jorden omkring museet, skal der tages en række jordprøver. Prøverne skal også vise, hvor dybt vi skal ned i undergrunden, for at finde et stabilt lag, som den nye bygning kan forankres i.
Arbejdet starter mandag d. 4. november og vil foregå omkring kilden (tæt på Havhingsten) samt mellem kilden og p-pladsen (bananen), hvor Skrinet skal ligge.
Jordprøverne er kun én del af de mange forberedelser, projektet har sat i gang. Et udkast til en ny lokalplan er tæt på at være færdig, selvom lokalplanprocessen er blevet lidt forsinket. Lokalplanen kommer derfor først i høring i starten af 2025, men får ikke konsekvenser for projektets samlede tidsplan.
En anden forberedelse er undersøgelsen af byggefeltet for arkæologiske fund. ROMU har lavet en arkæologisk forundersøgelse, som medfører, at der skal graves 3 søgegrøfter, for at afdække eventuelle arkæologiske fund. Dette arbejde kommer også til at foregå først i 2025.
Sidst men ikke mindst er der blevet arbejdet videre med indretningen af den nye udstillingsbygning, Skrinet, for at skabe de bedste rammer for de fremtidige museumsbesøg. Det handler blandt andet om samspillet mellem formidlingsformerne og arkitekturen - og om måden museumsgæsterne kan bevæge sig gennem huset på.
Tidsplanen for det samlede projekt er fortsat uændret, og der forventes byggestart i efteråret 2026.