Sejlads og sommeraktiviteter bliver skudt i gang 1. maj på Vikingeskibsmuseet

Sommeren summer, dagene bliver længere, og det kan også mærkes på Vikingeskibsmuseet. Fra 1. maj holder museet åbent til klokken 17 og især Museumsøen på Vikingeskibsmuseet liver op, når vi sætter gang i de mange sejlture og udendørs aktiviteter.

 

Fra maj måned kan de første museumsgæster gå direkte fra oplevelsen i Vikingeskibshallen af de originale 1000 år gamle skibsfund til Museumsøens livlige stemning. Her kan man blandt andet sejle en tur i de nordiske træbåde på Roskilde Fjord og se Vikingeskibsmuseets bådebyggere genskabe et vikingeskib med traditionelt værktøj på bådeværftet.

Sejl ud på fjorden

Fra den 1. maj, kan du komme med på daglige sejlture på Roskilde Fjord. På de daglige sejladser, sejler du ud i en af vikingeskibenes efterkommere - de traditionelle nordiske træbåde. På sejladsen vil I opleve på egen krop, hvordan mennesker i vikingetiden sejlede, når de drog til søs. Vi benytter nemlig præcis de samme drivmidler, som vikingerne gjorde; årer og råsejl.

» Se sejladstider og få mere at vide om muligheden for at købe billetter online til udvalgte afgange...

Bådebyggerne genskaber et krigsskib

Vikingeskibsmuseets bådebyggere og eksperimentalarkæologer fortsætter fra 1. maj med at bygge på en ny rekonstruktion af det originale krigsskib fra vikingetiden Skuldelev 5, som står udstillet i Vikingeskibshallen. Det er muligt at komme tæt på arbejdet, og se hvordan de bruger deres håndværk til at bygge skibe med de samme teknikker og kopier af vikingernes værktøj.

Byg jeres egen lille båd

I maj åbner ’Byg-Båd Værkstedet’ og har åbent alle dage fra 10-17. Værkstedet ligger over for bådeværftet, og her kan børn og andre byggelystne gøre bådebyggerne kunsten efter og bygge deres egen lille både. Byg-selv-bådene bygges ud af trærester, papir, snor og hvad I ellers kan finde på af fantasifulde materialer. 

Oplev de maritime håndværk

I løbet af sommersæsonen vil der være aktiviteter med fokus på maritime håndværk. Der vil løbende være aktiviteter, hvor vikingetidens håndværk omkring skibene vises frem af smeden, rebslageren, væveren og andre håndværkere.

Marinarkæologernes værksted

Hver dag kan du gå inden for i marinarkæologernes værksted og se arkæologernes løbende arbejde med at dokumentere de to nye skibsfund fra Københavns Havn. Skibsdel for skibsdel bliver tømmeret hævet op af store kar fyldt med vand for derefter at blive renset, scannet og undersøgt for spor efter fortidens sømænd og bådebyggere.

Flere rundvisninger i sommerhalvåret

Fra 1. maj vil der være endnu flere spændende og lærerige rundvisninger, som både børn og voksne kan deltage i. Der vil også være udendørs rundvisninger på værftet, og indendørs i Vikingeskibshallen, hvor formidlerne fortæller om de spændende skibe og livet omkring dem for 1000 år siden.

Spis et nordisk måltid og køb en gave med

Under jeres besøg på Vikingeskibsmuseet kan I også spise nordisk inspireret mad på Café Knarr eller gå på opdagelse i vores museumsbutik i Vikingeskibshallen.

» Læs mere om alle aktiviteter på Vikingeskibsmuseet her...