Gokstadfundet, der er udgravet i 1880 ved Gokstad nær Oslofjorden i Norge, består af et stort skib, som i starten af 900-tallet blev benyttet til begravelsen af en stormand. Foruden sit personlige udstyr fik han tre mindre både med i skibet. Det er et sejl til en rekonstruktion af den største af disse, der nu væves på Vikingeskibsmuseet.
Til uldsejlet skal benyttes 16 m2 stof i 6 baner af 4 m, der væves på en opretstående vægtvæv. Væven er rekonstrueret på baggrund af vævdele fundet bl.a. i nordboudgravningerne ”Gården under sandet” ved Gothåbsfjorden på Grønland. Denne vævtype var formentlig dominerende i vikingetid og middelalder ved fremstillingen af uldsejlsstoffer, men det er kun ved afprøvningen af væven i praksis, at det kan belyses, hvorvidt denne vævtype kan have været benyttet til vævningen af de lange stofbaner.
Vævningen af ulddugen til Gokstad-bådens sejl er et led i Vikingeskibsmuseets langsigtede deltagelse i et omfattende nordisk uldsejlsprojekt omkring fremstilling, forarbejdning og anvendelse af uldsejl.
Fra 2006-2008 benyttede Anna Nørgård samme opretstående vægtvæv til at væve 8 baner af 5 m’s længde til et 25m2 sejl til den ene af museets store Oselver-både. Vævearbejdet og de første sejladser med det nye sejl er gået over al forventning og en rapport om vævearbejdet er nu under udarbejdelse.
Det nye sejl til Gokstad-båden væves i en tyndere kvalitet end sejlet til Oselveren. Det er herefter muligt, at foretages sammenlignelige analyser af vævearbejdet og af sejlegenskaberne i de to sejl.
I filmen ”Annas sejl” viser og fortæller væver Anna Nørgård om de særlige kendetegn ved den opretstående vægtvæv og om arbejdet med sejlet.