De fem Skuldelev skibe
Tag med på rundvisning i Vikingeskibshallen med fokus på de fem originale vikingeskibe fra Skuldelev.
Vi går tæt på de fem originale vikingeskibe fra Skuldelev, der sejlede på Roskilde Fjord for 1000 år siden.
Skibene varierer i størrelse, udseende og form, og deres forskelligheder afslører hemmeligheder om de mennesker, der sejlede og brugte skibene til krig, handel og deres daglige liv i vikingetiden.
Rundvisningerne på Vikingeskibsmuseet gennemføres af historie- og arkæologistuderende. Deres fortællinger tilfører de originale skibe liv og giver nye indblik i vikingetidens maritime kultur.
Ingen skibe - ingen vikingetid
Tilsammen danner de fem umistelige skibe mangfoldige indblik i vikingetidens maritime verden, hvor skibene gjorde det muligt at nå verdener, langt fra det kendte. I sørejsernes knudepunkter opstod nye, sammensatte kulturer og byer, netværk og fællesskaber.
Rejserne forbandt kyster verden over og førte mennesker sammen, på tværs af tanker, tro og traditioner. Men vikingernes fremfærd i udlandet medførte også en del fjender og fare for angreb.
Vejen til bunden af fjorden
I den sene vikingetid blev et system af spærringer etableret i Roskilde Fjord. Spærringerne gjorde det muligt at kontrollere søvejen til en af Danmarks største konge- og kirkebyer; Roskilde. Først bliver tre udtjente skibe slæbt ud til det smalleste sted i Roskilde Fjord ud for landsbyen Skuldelev. Skibene fyldes med sten og sænkes i Peberrenden, den mest direkte rute til Roskilde. Efter 20 år forstærkes spærringen med endnu to skibe.
Der skulle gå næsten 1000 år, før de fem skibe igen så dagens lys.
Rundvisning i Vikingeskibshallen
11.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen (Engelsk, 50 min.)
13.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen. (Engelsk, 50 min.)
Rundvisningen gennemføres på dansk, såfremt alle deltagere er dansktalende.
Rundvisningen er gratis for besøgende med gyldig entrébillet til Vikingeskibsmuseet.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Rundvisningen starter i Vikingeskibshallen (se kort her, pdf)