Maritim arkæologi og historie
Fra den tidligste stenalder og frem til i dag har det maritime danske landskab påvirket de mennesker, som gjorde ophold eller var bosat i området. Både i forhold til færdsel, fødekilder og generelle samfundsorganisatoriske aspekter.
På Vikingeskibsmuseet udforsker vi menneskets interaktion med havet. Fagfeltet er stort og komplekst og spænder over emner som skibs- og bådebygning, samt andre maritime håndværk. Der er en mangfoldighed af aspekter såsom navigation og rejsebeskrivelser, sømandsskab og søfart, fiskeri og havjagt, skibs- og søfartsrelaterede konstruktioner og anlæg, samt den gensidige påvirkning mellem de maritime praksisser og generelle samfundsmæssige forhold af militær, økonomisk, ideologisk og politisk karakter.
Under vandoverfladen – i det våde og iltfattige miljø – bevares de mest utrolige ting. Vi kan genfinde stenalderens bopladser, endog genstande af træ og knogler, som ellers kun yderst sjældent findes bevaret på land. Mange steder findes også skibsvrag – sommetider med last og udrustning. Skibsfundene fortæller historier om de mennesker, som byggede og anvendte skibene. Historier om krigs- og handelstogter, samt om datidens internationale forbindelser mellem danske og europæiske stormænd og konger. Skibsfundene er desuden eksempler på den særegne nordiske håndværks- og designtradition, der høster anerkendelse internationalt såvel i dag som i fortiden.
Arbejdet med at undersøge, udgrave, dokumentere og bjærge de arkæologiske genstande under vand kaldes samlet for marinarkæologiske undersøgelser.