Tidligere forskningsprojekter

During 2015, the Viking Ship Museum is reconstructing the Gislinge Boat – a 7.7m long working boat dated to 1130. In July, iron smelter Mads Jylov carried out four smelting experiments at the boatyard. The resulting iron was then used by Jonas Bigler to produce rivets for the Gislinge Boat. The project addresses a number of research questions:

- How was iron produced in Scandinavia during the 12th century?

- How does the iron we produced compare with archaeological material?

- How quickly does bog iron corrode?

- How long can bog iron rivets sit in the hull before they have to be replaced?

Each rivet has been documented from the initial smelt to its position in the boat. This documentation will continue over the coming years and constitutes the first long-term study of bog iron nails in a maritime experimental archaeological context.       

Fondsstøtte fra: Kraks Fond

Eksternt samarbejde: Smed Jonas Bigler og jernudvinder Mads Jylov

Publiceringskanal: Peer-reviewed and popular scientific articles

Projektansvarlige: <link internal-link internal link in current>Teamleder Martin Dael og <link internal-link internal link in current>museumsinspektør Tríona Sørensen

Since 2008, the Viking Ship Museum in Roskilde (DK) has carried out the archaeological assessment and survey required prior to the installation of the trans-Baltic Nord Stream gas pipeline through Danish waters. The project has involved desk-based screening of the data collected as well as archaeological activities in the field. Coast to coast, the 1220 km long twin pipeline crosses Russian, Finnish, Swedish, Danish and German waters. 137.6 km of this is though Danish territorial waters and EEZ. Including an alternative route design approximately 250 km of pipeline corridor has been surveyed in the Danish sector at a width of up to 2 km. Though only a small fraction of the vast seabed, the result is an overwhelming collection of hitherto unknown shipwrecks and other objects dating from the 17th century to the present day: 25 wrecks, seven possible wrecks, and five single objects - to which should be added seven presumed dump sites, the identification and dating of which are inherently problematic.

This paper briefly presents the huge research potential of the wrecks and objects discovered; the methodology employed and patterns in the chronological and spatial distribution of the finds will be discussed. Are all these wrecks, of these particular dates, really representative of the entire surrounding seabed? Or are there circumstances in space and time that explain the apparent abundance of wrecks right along the pipeline and the apparent absence of wrecks of Medieval and earlier date?     

Publiceringskanal: Konferenceberetning fra International Symposium on Boat and Ship Archaeology 13. Amsterdam 2012. 

Projektansvarlig:<link internal-link internal link in current> Museumsinspektør Mikkel Thomsen 

Skibet er den centrale forudsætning for maritim krigsførelse. Af denne grund er en analyse af de operationelle processer i forbindelse med byggerier af skibe valgt som udgangspunkt for dette projekt. Det sandsynliggøres, via eksperimentalarkæologi, hvor mange råmaterialer og hvor megen arbejdskraft der skulle tilvejebringes for at kunne bygge og vedligeholde datidens krigsflåder. Tilslut analyseres datidens forskellige operationelle krigsflåder og datidens maritime krigsføring.

Fondsstøtte fra: Dronning Margrethes & Prins Henriks Fond, Frimodt-Heineke Fonden, Landsdommer V. Gieses legat og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond.    

Publiceringskanal: Fagfællebedømt monografi i Vikingeskibsmuseets skriftserie Maritim Culture of the North     

Projektansvarlig: <link internal-link internal link in current>Museumsinspektør Morten Ravn 

De sommetider ekstreme situationer i forbindelse med vikingetidens dristige sørejser bevirkede sandsynligvis, at usikkerhed og frygt var de rejsendes følgesvende. Men rejserne har også haft momenter af eventyr, kammeratskab og enestående naturoplevelser. Også vikingetidens søfolk oplevede den særlige lydkulisse, der opstår, når bølgerne rammer skibets skrog, og vinden fylder sejlet. Naturens kræfter har som i dag føltes særligt intenst om bord på et åbent fartøj i rum sø, og det er i relationerne mellem menneske, skib og hav, at en grundlæggende forståelse af vikingetidens sørejser kan opnås. Gennem studier af besætningsorganisation og kommunikation om bord på rekonstruktioner af vikingetidens langskibe udforsker denne artikel aspekter ved vikingetidens sømandskab og maritime kundskab generelt.      

Publiceringskanal: En dansksproget fagfællebedømt artikel    

Projektansvarlig: <link internal-link internal link in current>Museumsinspektør Morten Ravn 

”…ships and sails are two inseparable things, like birds and their wings. They make up a single body or machine.”

Citatet tilskrives den svenske admiral og skibskonstruktør Fredrik Henrik af Chapman (1721-1808) og udtrykker sejlfartøjets kohærens mellem skrog og sejl. En relation der betyder, at detaljerede studier af skrogets udformning kan oplyse om sandsynlige udformninger af sejl og rig. Det modsatte er ligeledes tilfældet. På dette seminar og i den følgende beretning diskuteres vikingetidssejlets materialer og kvaliteter samt den håndværksmæssige kundskab bag fremstillingen og anvendelsen af sejlet.       

Eksternt samarbejde: Saxo-Instituttet, Københavns Universitet 

Publiceringskanal: En seminarberetning efter Seminaret Vikingetidens Sejl – fremstilling og anvendelse Afholdt 26. september 2014 på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Beretningen udgives i den fagfællebedømte skriftserie: Arkæologiske Skrifter fra Københavns Universitet         

Projektansvarlig: <link internal-link internal link in current>Museumsinspektør Morten Ravn 

The Viking Ship Museum has applied several 3-D methodologies for working with Viking-Age archaeological ship finds. The remains of Roskilde 6 were documented using a FaroArm, and the data were used for a physical reconstruction model of the original hull form, itself recorded with a FaroArm. A 3-D wireframe model, lines drawings and working drawings were then made in the program Rhinoceros. The working drawings were necessary for making moulds for freeze-drying the wreck’s original timbers, later re-assembled for the exhibition ‘Viking’. Another example is a virtual construction of Skuldelev 2 made on the basis of the 3-D wireframe model of the ship’s reconstructed form.

In the case of the Oseberg ship, a 3-D photo scan was made of the exhibited vessel, and resulting data were used for a new and more correct reconstruction of the hull form. A 3-D wireframe model was used for making hydrostatic measurements, and a solid surface model formed the basis for a 1:10 scale epoxy model that tested the ship’s possible performance in a hydrodynamic laboratory. 

In this paper, the various methodologies applied in these examples are presented in detail and their advantages in all stages of research are discussed.

Outcome: Bischoff, Vibeke 2016: Application of 3-D digital methods in the documentation, reconstruction and dissemination of archaeological ship finds. In Larsen, N. & Pilati, M. (eds.), Why 3D?. Faaborg.      

Dette projekt udforskede de arkæologiske vidnesbyrd om store lastskibe i danske farvande mellem 1000 og 1250. Skibsfundene blev brugt som vigtige indikatorer for professionel søhandel i det middelalderlige Danmark, før hanseatiske købmænd begyndte at dominere søhandelen.

Projektet resulterede i en øget forståelse af den professionelle søhandel før hanseaternes epoke. Store lastskibe blev bygget og anvendt professionelt i Danmark i 1000- og 1100-årene. Skibenes ejere var sandsynligvis indflydelsesrige medlemmer af det danske samfund, og skibsejernes velstand og samfundsmæssige status har formodentlig svaret til deres skibes imponerende størrelse. Projektets resultater blev publiceret i 2015 i bogen ’Large Cargo Ships in Danish Waters 1000-1250. Evidence of specialised merchant seafaring prior the Hanseatic Period’, med Anton Englert som hovedforfatter. 

SASMAP-projektet blev påbegyndt i 2012 og blev afsluttet med en workshop og et seminar, der blev afholdt på Vikingeskibsmuseet i 2015. Det treårige forskningsprojekt var finansieret af Europa Kommissionens syvende rammeprogram, og projektets målsætning var at fremme metoder og teknikker brugt i forbindelse med marinarkæologiske undersøgelser i overensstemmelse med Valletta Konventionen (1992). 

11 partnere deltog i projektet. Disse bestod af universiteter, museer, kulturarvsmyndigheder og andre statslige myndigheder samt fire små eller mellemstore virksomheder.

I efteråret 2010 søsatte Vikingeskibsmuseet en nybygget traditionel fiskerbåd, en åledrivkvase. Drivkvasen var blevet bestilt af en privatperson, og mens båden blev bygget blev det besluttet, at skrive en bog om dels selve bådebygningen, og dels om bådtypens historie. 

Båden søsattes i 2010 med navnet Tumleren, mens bogen om projektet udkom i 2015 på både dansk, tysk og engelsk.

I forbindelse med den internationale vandreudstilling, VIKING, der udsprang af et samarbejde mellem Nationalmuseet i København (udstillet her fra 22. juni til 11. november 2013), British Museum i London (udstillet her fra 6. marts til 22. juni 2014) og Museum für Vor- und Frühgechichte i Berlin (udstillet her fra 9. september 2014 – 4. januar 2015), var det et ønske at inddrage langskibet Roskilde 6 som udstillingens centrale element. For at muliggøre dette var det nødvendigt at rekonstruere originalskibets facon. Vikingeskibsmuseet blev hyret til opgaven, og en skibsmodel og efterfølgende rekonstruktionstegninger blev fremstillet.

Skuldelev 6 er det eneste af Skuldelevskibene som Vikingeskibsmuseet har rekonstrueret to gange. Den første rekonstruktion, Kraka Fyr, blev bygget i 1998, mens den nyeste rekonstruktion, Skjoldungen, blev bygget i perioden 2010-2012. 

Med bygningen af den nye rekonstruktion blev det muligt at afprøve nye tolkninger af det oprindelige skib, og samtidig understreger byggeriet, at der ikke findes nogen entydig sandhed indenfor den eksperimentelle arkæologi.

I 1987 blev en rekonstruktion i fuld størrelse af Osebergskibet bygget i Norge. Skibet blev navngivet ’Dronningen’, men under den første testsejlads, der foregik under frisk vind og en fart på 8-10 knob, gik skibet ned. Testsejladsen og de efterfølgende tanktestforsøg med en 1:10 model viste, at bovbølgen kom ind over skibet ved 9 knobs fart og ca. 10 graders krængning. 

I 2006 henvendte Stiftelsen Nytt Osebergskip sig til Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Stiftelsen var interesseret i et samarbejde om en ny rekonstruktion, og samme år blev en samarbejdsaftale indgået mellem Stiftelsen Nytt Osebergskip i Tønsberg, Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Kulturhistorisk Museum i Oslo. 

Gennem et omfattende rekonstruktionsarbejde har projektet vist, at Osebergskibet oprindeligt havde mere fylde under vandlinjen. Det har samtidig været bredere over vandlinjen i den forreste del af skibet, end det fremstår i udstillingen i dag. Den nye rekonstruktion af Osebergskibet har mere hult indløb i forskibet med stævnen løftet højere overe vandet. Alle disse faktorer er af afgørende betydning for vandstrømningerne omkring skroget, og de vil have indflydelse på skibets generelle sejlegenskaber. 

Rekonstruktionsarbejdet er blevet grundigt dokumenteret i en rapport fra 2007, med Vibeke Bischoff som hovedforfatter.

Forskningsprojektet bestod af en arkæologisk undersøgelse af skibsbygningsmetoder i Nordvesteuropa i perioden mellem 1580 og 1640. Undersøgelsen var baseret på fire udgravede skibsvrag på B&W grunden i København.

Resultatet af undersøgelserne viser, at skibsbygningsmetoderne som anvendtes i det nordvestlige Europa var meget anderledes end dem der anvendtes i det sydlige Europa. De danske skibsbyggere synes stadig at anvende en hollandsk inspireret skalbygningsmetode helt op til midten af 1800-tallet. Grunden til dette valg kan være af pragmatisk karakter, og være at det skalbaserede byggeri er mindre bekosteligt i materialer og tid samt at det kan anvendes til at bygge relativ store skibe. En anden grund kunne være at de danske skibsbyggere ikke var trænet i at lave konstruktionstegninger eller læse disse, et forhold som også gjaldt til et stykke ind i 1800-tallet. 

Projektets resultater blev publiceret i 2006 i bogen ’The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn. An archaeological and architectural study of large cargo vessels in Danish waters, 1580-1640’, forfattet af Christian P.P. Lemée.

Vikingeskibsmuseet byggede i perioden august 2000 - september 2004 en rekonstruktion af Skuldelev 2-skibet. Byggeriet, der foregik på værftspladsen, indgik i et større forsknings- og formidlingsprojekt, der bl.a. havde til formål at give større viden om vikingetidens langskibe, materialer, værktøj, byggeprocesser, sejl og rig - og at skabe en større offentlig bevidsthed om den maritime del af vores kulturarv. Projektet forsøgte samtidig at belyse en række kulturhistoriske spørgsmål vedrørende sammenhængen mellem langskibene og datidens samfund. 

Projektets resultater er publiceret i forskellige artikler, og en samlet præsentation af byggeprojektet er en del af et igangværende forskningsprojekt. Et andet igangværende forskningsprojekt beskæftiger sig med Havhingstens testsejladser og forsøgsrejser.

Det har været livligt diskuteret, om skibs- og bådebyggeriet i middelalderen ved Østersøens sydkyst har sit udspring i germanske, skandinaviske, eller slaviske skibsbygningstraditioner. Målet med dette projekt var at undersøge, hvor vidt etnicitet kan bruges som grundlag for en videnskabelig analyse, eller om funktionelle krav og udveksling af ideer imellem kystzoner på begge sider af Østersøen kan give et bedre svar på udviklingen af lokale fartøjstyper i perioden 400-1400 e.Kr. 

Projektets resultater blev publiceret i 2004 i bogen ’Man, Ship, Landscape. Ships and seafaring in the Oder Mouth Area AD 400-1400. A casestudy of an ideological context’, forfattet af George Indruszewski. 

Våbenofferfundet fra 300-tallet f.Kr. fra Hjortspring Mose på Als i Sønderjylland blev publiceret første gang i 1937 af udgraveren Gustav Rosenberg. Rosenbergs omhyggelige opmålinger under udgravningen gav ham grundlag for at bestemme alle hovedtræk i båden, der med få undtagelser var lavet af lindetræ. Rosenbergs rekonstruktion af båden byggede alene på iagttagelserne af det bevarede primærmateriale, men han kunne konstatere, at resultatet havde betydelig lighed med flere af skibsbillederne på Bohuslens helleristninger. Bistand med den skibstekniske vurdering af fartøjet og med udarbejdelsen af de endelige rekonstruktionstegninger ydedes af ingeniør Fr. Johannessen fra Oslo. Han bestemte bådens oprindelige længde med stævnforlængelser til 18,6-19,6 m, bredden til 2,04 m og højden midtskibs til 0,705 m. Bådens vægt beregnedes til 530 kg, og dens dybgang til 0,32 m ved en besætning på 24 mand med våben og udstyr.

I 1991 dannedes Hjortspringbådens Laug med det formål at bygge og afprøve en rekonstruktion af Hjortspringbåden i nær kontakt med den arkæologiske sagkundskab. Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet var begge involveret i projektet og i 1999 søsattes båden med navnet Tilia Alsie. 

Fundets historie, bygningen af rekonstruktionen og den efterfølgende dokumentation og afprøvning af rekonstruktionen er publiceret i 2003 i bogen ’Hjortspring. A Pre-Roman Iron-Age Warship in Context’, redigeret af Ole  Crumlin-Pedersen og Athena Trakadas.

De fem skibsfund udgravet ved Skuldelev i Roskilde Fjord i 1962 er Vikingeskibsmuseet i Roskildes arkæologiske hovedattraktion og primære forskningsmæssige udgangspunkt. Siden de første marinarkæologiske undersøgelser i 1957-1959, der sidenhen ledte til den egentlige udgravning i 1962 og endelig etableringen af Vikingeskibshallen i 1969, har Nationalmuseets og Vikingeskibsmuseets medarbejdere udforsket de enestående skibsfund fra den sene del af vikingetiden. 

Som milepæle indenfor denne forskning skal nævnes bygningen af de eksperimentalarkæologiske rekonstruktioner af Skuldelevskibene samt publiceringen (2002) af det første bind – ’The Skuldelev Ships I’, redigeret af Ole Crumlin-Pedersen og Olaf Olsen – i et tobindsværk, der præsenterer de samlede resultater af arbejdet med Skuldelevfundet. I dette første bind behandles skibene og spærringen i deres historiske og topografiske kontekst, samt arbejdet med skibenes konservering og udstilling. Bogen er udgivet i samarbejde mellem Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet. 

Skibsgraven fra Ladby hører til blandt de største, og bedst kendte, skibsgrave fra vikingetiden. Skibsgraven blev udgravet af konservator G. Rosenberg og apoteker P. Helweg Mikkelsen i 1934-1937, og deres optegnelser udgør i dag de primære kilder til oplysninger om fundet. Skibsgraven blev omhyggeligt publiceret af Knud Thorvildsen for godt 40 år siden, men siden har der vist sig mange uafklarede forhold. 

I dette forskningsprojekt blev flere af de uafklarede forhold udforsket og løsninger på de talrige gåder der omgav skibsgraven blev fremført. Projektets resultater blev publiceret i 2001 i bogen ’Ladby. A Danish Ship-Grav from the Viking Age’, med Anne C. Sørensen som hovedforfatter. 

Arkæologen Jens Ulriksens bog 'Anløbspladser. Besejling og bebyggelse i Danmark mellem 200 og 1100 e. Kr'. blev udgivet af Vikingeskibsmuseet i 1998.

» <link https: www.vikingeskibsmuseet.dk external link in new>Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan downloades vederlagsfrit her 

Bogen er baseret på et forskningsprojekt, hvor talrige lokaliteter langs Roskilde Fjords kyster blev undersøgt og analyseret. Det følgende er et uddrag fra bogens konklusion: 

'Anløbspladserne i Sydskandinavien udviser for størstedelens vedkommende et temmelig ensartet indtryk fra 6. årh. til 11. årh. Eventuelle ændringer i deres anvendelse, og mulige passive perioder, kan kun påvises i begrænset omfang, og med stor dateringsmæssig usikkerhed.   

Et bedre kronologisk grundlag kunne være medvirkende til at få fastlagt pladsernes indre udvikling i form af fysiske forskydninger af aktivitetsområdet eller en eventuel tidsmæssig forskel i udøvelsen af de påviste håndværk. Et eksempel er tekstilfremstillingen, der kan dokumenteres på adskillige af de specialiserede anløbspladser. Accepteres tolkningen af vævehytterne som udtryk for sejlfremstilling, ville det af hensyn til sejlets introduktion på det nordiske skib, være interessant at få fastslået, om der eventuelt var en sådan aktivitet allerede i 6.-7. årh. 

Sammenfattende må det konstateres, at de gennemgående – og arkæologisk påviselige – ændringer skete i 6.-7. årh., hvor de små specialiserede anløbspladser dukkede op, og i 11.-12. årh., hvor de reorganiseredes eller blev opgivet.'

Det første skibsfund som Vikingeskibsmuseet byggede en rekonstruktion af var Skuldelev 3. Rekonstruktionen blev navngivet Roar Ege. Formålet med at bygge rekonstruktionen var at øge kendskabet til den teknologi, der lå bag bygningen og brugen af vikingetidens skibe. 

Projektets resultater blev publiceret i 1997 i bogen ’Roar Ege. Skuldelev 3 skibet som arkæologisk eksperiment’, forfattet af Erik Andersen, Ole Crumlin-Pedersen, Søren Vadstrup og Max Vinner. Bogen udforsker de maritime håndværk og ressourceforbruget involveret i bygningen og udrustningen af et skib fra vikingetiden, og den færdige rekonstruktions sejladsegenskaber analyseres detaljeret gennem omfattende testsejladser og forsøgsrejser.                 

Udgravningen af Hedebys havneområde i 1979-1980 blev begyndelsen på et langstrakt tysk-dansk forskningsprojekt omhandlende vikingetidens skibsfund og skibsbygning med et særligt fokus på vikingetidens Hedeby og Slesvig. 

De involverede institutioner var fortrinsvis Archäologisches Landesmuseum der Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen fra tysk side og Nationalmuseet fra dansk side. Senere, i forbindelse med publiceringen af projektets resultater, deltog også Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Projektets resultater er blandt andet publiceret i bogen ’Viking-Age Ships and Shipbuilding in Hedeby/Haithabu and Schleswig’, med Ole Crumlin-Pedersen som hovedforfatter. 

I maj 1986 gæstede Kojan Kavang, en bådebygger fra Borneo, Vikingeskibsmuseet for her at demonstrere hvordan hans folk, Punan Bah, byggede deres langbåde af udhulede og sidenhen udspændte træstammer. Kojan Kavang besøg var en del af et større forskningsprojekt, hvor også antropologen Ida Nicolaisen fra Københavns Universitet deltog. Ida Nicolaisen havde udført omfattende undersøgelser af Punan Bah-folket siden 1973. 

Projektets resultater, vedrørende såvel Punan Bah-folkets bådebygning som generelle aspekter ved deres kultur, blev publiceret i 1991 i bogen ’Building a Longboat. An essay on the culture and history of a Bornean people’, forfattet af Ida Nicolaisen og Tinna Damgård-Sørensen.

I dette projekt videreførtes Vikingeskibsmuseets eksperimentalarkæologiske sejladsforsøg, der var blevet påbegyndt om bord på nordlandsbåden Rana. Hensigten var at belyse samspillet mellem det nordiske skibs klinkbyggede skrog og skibets råsejl. 

Gennem omfattende analyser af skibsfund fra vikingetiden, testsejladser og forsøgsrejser med rekonstruerede vikingeskibe samt sammenlignende analyser af traditionelle norske råsejlsbåde blev det muligt at sandsynliggøre, hvordan Skuldelevskibene var blevet rigget op i den sidste del af vikingetiden. Resultaterne blev publiceret i bogen ’Råsejlet – Dragens Vinge’, forfattet af Bent og Erik Andersen. 

Formålet med dette projekt var at foretage marinarkæologiske undersøgelser af en tidligere erkendt stenspærring i Fotevik ved roden af Skåneøret i Sydvestsverige. Projektet var et dansk-svensk samarbejde, der udover Vikingeskibsmuseet også talte Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium på dansk side, mens de svenske institutioner var Statens Sjöhistorika Museum, Lunds Universitets Historiska Museum, Malmö Museum og Länsstyrelsen i Malmöhus län.

Projektet kunne påvise at spærringen havde flere faser, og at spærringen bestod af sten og udtjente skibe, der var blevet anvendt til at blokere for indsejlingen til Foteviken. Spærringens første fase var sandsynligvis etableret i 1000-tallet, mens en betydelig forstærkning sandsynligvis fandt sted i løbet af første halvdel af det 12. århundrede. Projektets resultater blev blandt andet publiceret i bogen ’Pugna Forensis -? Arkeologiska Undersökningar kring Foteviken, Skåne 1981-83’, forfattet af Ole Crumlin-Pedersen, Birgitta Hårdh og Sven Rosborn.                 

Formålet med dette projekt var at udforske de nordnorske nordlandsbådes sejladsegenskaber dels gennem testsejladser og forsøgsrejser med båden Rana, dels gennem analyser af historiske og etnografiske kilder. 

Projektet resulterede i bogen ’Nordlandsbåden – analyseret og prøvesejlet af Vikingeskibshallens Bådelaug’, forfattet af Bent Andersen, Erik Andersen, Morten Gøthche og Max Vinner. Bogen redegør for et hav af tekniske aspekter ved nordlandsbådenes sejladsegenskaber, og måske allervigtigst beskriver bogen hvordan de sejladsmæssige erfaringer med den råsejlsriggede nordlandsbåd Rana muliggjorde en tolkning af vikingetidsskibsfundet Skuldelev 3’s rigningsdetaljer.