I går aftes ankom vi til Sønderborg efter næsten 24 timer undervejs. Mild vind og tørvejr sikrede en rimelig nat, hvor frivagten varmede sig under uldtæpperne. Vi har et styrbord/bagbord vagtsystem, der skifter hver 4. time. Om bord bruger vi kun uldtæpper samt sejlpresenningerne, der lægges henover hele banden af sovende i regnvejr. Kun i land må de gode soveposer og oppustelige liggeunderlag anvendes.
Op af dagen kom en kraftig byge indover os; båden krængede voldsomt og vi måtte tage to reb forneden for at formindske sejlarealet.
Fra kajpladsen i Sønderborg havde vi udsigt til kongeskibet Dannebrog – og de gode folk om bord havde aftalt med kasernen, at vi måtte låne soldaternes køjesenge. Den bedste søvn siden søndag!
Vi forlod Sønderborg ved 10-tiden i morges og har haft en god ’action-packed’ sejlads mod Slien-mundingen. Regnbygerne stod konstant på lur, men gik udenom – vi fik kun vinden, der fulgte med. Hele formiddagen har vi rebet sejl og rebet ud igen – god træning for både de nye besætningsmedlemmer og os gamle, der ikke har sejlet længere ture siden 2009.
Nu er vi på vej mod Arnis 5 sømil inde i Slien, og i morgen går turen mod Slesvig og Hedeby.