De fantastiske kokke fra River Cottage gav os en oplevelse, vi aldrig glemmer – et måltid, der bragte sanserne i spil, fik stilheden til at sænke sig over de 100 glade festdeltagere og som smagte af Samsø og vikinger.
Besøget på Samsø overgik alle forventninger. Om morgenen bød den smukke Stavns fjord og Helle fra den lille kiosk godmorgen med sol og smil. Flere tusinde tog turen til Langør, kom om bord, stillede spørgsmål og fik snakket med besætningen, der ivrigt fortalte skibets gode historier.
Ved afgang onsdag morgen stod flere hundrede parat og vinkede farvel, da vi roede mod Sjælland. Med næsten ingen vind – og fra skiftende retninger - roede vi i 4½ time, tog et slæb over T-ruten og satte derefter sejl, selvom vi kun gik et par 2 – 3 knob. Vi ankom til Hundested ved 21.00-tiden og gik straks mod vaffelhjørnet efter store, velfortjente isvafler.
I går sejlede vi fra Hundested ved 12-tiden. Første stagvending gik helt i koks; buelinen blev fejlagtigt sluppet og halsen bragt frem for hurtigt….. Det fik skipper til at beordre træning af stagvendinger; 7 – 8 gange udfor Hundested før vi satte kursen mod Frederikssund – igen uden meget vind og med solen bagende ned over os. Mange sov, læste, dasede i solen eller søgte ind i skyggen midtsskibs, under sejlet. Følgeskibet Martha kom os dog til undsætning, da vi kogte allermest. De langede 3 kasser is over rælingen, og straks vågnede besætningen igen.
I dag har vi skuret og skrubbet, spist rester og kørt dele af skibets grej hjem til Roskilde, så Havhingsten er ship shape til i morgen. I aften spiser vi en god middag, hygger og griner – og snakker om fremtidige sejladser. I morgen siger vi tak for denne gang, og vi ses snart.
Tak for mad - vi sejler mod slutningen på jubilæumstogtet!
Urter hentet langs Stavns fjorden kl. 07.00 om morgenen, fladbrød på kastanjemel, knoldselleri pakket og bagt i ler, syltede makreller med stikkelsbær, gutefår vinklet i tang og tilberedt i jorden, røget sild, friskfanget krabber og snegle serveret på strandkål…..
Oprettet af Louise Kæmpe Henriksen
Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer